Computeren og det sociale liv

Forestil dig, at hver en e-mail eller SMS du modtager, ligger i din postkasse som et personligt håndskrevet brev med frimærke på. Forestil dig, at en dreng på 12 år sætter sig hen til dig og spørger, om i skal spille et brætspil. Disse to forestillinger bringer smilet frem. Desværre er sandsynligheden størst for, at scener som disse dukker op i en god gammel sort hvid film, end i de danske hjem. Men er der nogle, der er villige til at ofre sin computer for det?

I dagens samfund er vi blevet afhængige af computeren. Vi bruger computeren næsten hver dag i skolen, både når vi skriver opgaver, tager noter til det, der bliver sagt, og når vi hygger os med vennerne uden læren ved det. Vi bruger også computeren ude for skolen, de fleste drenge bruger den til skydespil monsterspil eller noget i stil med det. Her den anden dag var jeg sammen med Anna, vi vidste ikke rigtig hvad vi skulle lave så vi tog computeren frem og begyndte at chatte med nogen på nettet mens vi hørte musik på den.

Når man tænker over det, er det utroligt, at en computer skabt af mennesket med så stor en kraft og betydning kan løse opgaver, mennesket ikke er i stand til. Vi er fascineret af det og ”ser op til” computeren. Dens troværdighed gør, at vi stoler på den ved at overlade den meget af det arbejde, der før i tiden var udført af mennesker. Mange mennesker og firmaer sætter deres største tillid til en computer. Går denne computer ned, kan det have kaotiske følger. Jeg kan huske engang, jeg har vel været omkring de 6 år, og min mor arbejde et sted der hedder tvillingeregistret, jeg var med derover og efter et stykke tid var det blevet kedeligt bare at sidde og kigge, så jeg begyndte at gå på opdagelse. Jeg fandt et sted hvor der var en masse knapper, og selvfølgelig blev jeg nød til at trykke på den største og den røde knap. Alt lyset forsvandt og alle computerne i bygningen gik ned, en af min mors kollegaer kom løbende ind og hjalp med at få det hele ordnede, heldigvis var der ingen større skade sket, men efter den dag var jeg altid bange for at komme der, og min mors kollega kaldte mig fremover pillefingeren, når vi sås.