Fission Fissionsprocessen blev opdaget i 1939 og er den proces, der har gjort den praktiske udnyttelse af kerneenergi muligt. Når en neutron sendes ind i visse meget tunge kerner, spaltes de i to nye atomkerner. Energiproduktionen ved fission er meget stor. Spaltning af alle atomkerner i 1 kg spalteligt materiale producerer lige så megen energi som forbrænding af 2,5 mio. kg kul. Ved fission produceres der ikke alene energi; der udsendes også 2-3 nye neutroner. Da der kun kræves én neutron for at fremkalde en fission, kan de nye neutroner fremkalde nye fissioner, dvs. man har mulighed for at etablere en kæde af fissionsprocesser, der virker af sig selv. Dette kaldes en selvvirkende kædereaktion, og det er denne, der er basis for energiproduktionen i kraftreaktorer såvel som kernevåben. Kun få kerner kan undergå fission ved indfangning af neutroner; af naturens grundstoffer er det kun visse urankerner. Uran består af to isotoper, Uran-235 og Uran-238, og kun uran-235 kan spaltes. Det er imidlertid muligt ved neutronbestråling af uran-238, og thorium-232 i reaktorer at producere nye spaltelige kerner.
Den første anvendelse af kerneenergi i større skala var den atombombe, som eksploderede over Hiroshima i august 1945. Den fredelige anvendelse af kerneenergien kom først senere. Det første egentlige kernekraftværk, Calder Hall, kom i drift i Storbritannien i 1956. Senere er der bygget kernekraftværker i de fleste industrilande globalt.
Det er gratis at oprette en konto