Analyse af 'Vandreren over tågehavet'

Vandreren over tågehavet er blevet malet i 1818 af Caspar David Friedrich. Caspar David Friedrich var en stor tysk romantisk landskabsmaler, der især er kendt for sine naturmalerier med dæmpede farver og eftertænksomme skikkelser, der ofte er malet med ryggen til. Friedrich voksede op i Europa, hvor det begyndte at danne et materialistisk samfund, hvilket han gør et slags oprør med i sine malerier om forbindelsen mellem mennesket, det guddommelige og ånden i naturen.

Hvis man kigger på kompositionen af maleriet har Friedrich gjort sig brug af flere forskellige ting, for at skabe en stemning for seeren. Først kan man se en forgrund, mellemgrund og baggrund. I forgrunden ser man denne her enlige vandrer kun iført tøj og stok stående på et klippestykke. I mellemgrunden ser man dette tykke lag tåge, der dækker himlen samt klippestyrker, der brækker denne tykke tåge op. I baggrunden ser man så udover bjergetoppene, der står op ude i horisonten. Ved at gøre brug af dette forgrund, mellemgrund og baggrund giver det en rumskabende fornemmelse.

Igennem dette billede kan man stille en symmetri akse op. Ved at have lavet denne symmetriakse, skaber det en statisk stemning, der giver ro, balance og harmoni, hvilket også støtter op om denne her ensomme vandrer, der kigger ud over det store landskab.