Så skulle vi i gang igen. Vi kendte begge rutinen, lige godt var det hver gang. Utroligt nok var det ikke noget, der kedede nogle af os, vi nød rutinen og det kendte. Det var efterår, himlen var grå og fyldt med skyer. Der var ikke et eneste sted, hvor solen fik lov til at skinne igennem. Vi vidste jo godt, at det danske efterårsvejr ikke ligefrem var noget at juble over. Alligevel glædede jeg mig, som var det første gang jeg mødte hende og huset. Jeg nærmede mig huset. Der var noget over det hus. Det var, som om det kaldte på en. Det varmede allerede inden jeg trådte ind i huset. Bare tanken om at skulle ind i huset, ind til den varme, knitrende pejs, der altid brændte.
Så var der selvfølgelig også hende. Hende der boede inde i huset. Hende der holdte huset varmt og mig varm. Hun var fantastisk, alt jeg ønskede mig. Jeg kunne ikke vente og blev helt raskløs. Jeg nærmest løb hen til døren, men så gik jeg i stå. Jeg stod lige foran den gamle trædør med et lille smil på læberne og tænkte hvor heldig jeg var. Jeg skænkede endda træerne en lille tanke. De kunne ikke komme ind i varmen, de skulle stå ude i det kolde, blæsende vintervejr og bare tage imod kulden. Jeg var lykkelig, da jeg ringede på døren.
Det er gratis at oprette en konto