Som vi stod der og så fabrikken, der lige så stille blev revet mere og mere fra hinanden, vidste vi, at vi var nødt til at holde sammen. Holde fast på minderne. Holde fast på hinanden og bygge venskabet op igen. Stærkere end nogensinde før. Allerede i starten af vores venskab stod vi overfor et seriøst problem. Jonas havde før i tiden boet på fabrikken, men nu da den var revet ned... hvor skulle han så bo? Vi blev enige om, at han skulle bo hos mig. I starten var det lidt af et kaos og min familie… Ja. Lad os bare sige at de ikke var vilde med idéen om en fremmed i huset. Han kunne heller ikke finde ud af at indordne sig under reglerne. Kom altid for sent hjem, drak direkte fra kartonerne i køleskabet og ryddede ikke op efter sig selv. Det fungerede bare ikke mellem dem, og selvom han kun havde boet der knap en uge, vidste både Christine og jeg, hvad vi var nødt til at gøre. “Et hus? Til mig!?” Jonas så chokeret ud, og det lød helt mærkeligt, da han sagde det. Jeg vidste, han ville kunne lide det, og det håbede jeg godt nok også, efter vi havde brugt alle vores penge på det hus. Jeg kiggede over på Christine, som også stod og smilede stolt. Vi var intet mindre end verdens bedste venner! “Nej. Det kan jeg ikke! I skal sælge det igen” Jonas så alvorlig ud men også trist. Hvad gik der af ham? Hvorfor kunne han ikke bare være glad for, at vi overhovedet gjorde noget for ham? Endda så meget som at købe et hus til ham! “Hvad! Hvorfor fanden kan du ikke tage imod det! Vi har fucking brugt alle vores penge på det hus! Og så siger du, at du ikke kan bruge det! Hvad sker der for dig??” Christine gik helt amok. Jeg kunne godt forstå det. Jeg var enig med hende. Få sekunder efter stod de begge to og råbte af hinanden. Sikke et kaos. Som de stod der at råbte af hinanden, så jeg Maria komme løbende mod mig. Gad vide hvordan hun havde det? Jeg havde ikke hørt noget til hende, siden vi valgte at gå hver til sit.
Det er gratis at oprette en konto