Den Europæiske Union: Historie og fremtidsperspektiver

Den Europæiske Union eller som det i starten blev kaldt, Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), blev oprettet med det formål at afslutte de hyppige og blodige krige mellem henholdsvis den gang øst- og vest landene, altså Anden Verdenskrig. Fra starten af 1950’erne dannedes EKSF, for at forene de europæiske lande økonomisk, men også en smule politisk, for at sikre en eventuel evig fred. Dette fællesskab startede ud med at blive dannet af Tyskland, Belgien, Italien, Luxembourg, Frankrig og Holland. EKSF-landene skiftede i 1957 deres navn til Det Europæiske Fællesskab (EF), med dette opstod der ændringer. Ændringerne blev kaldt for Rom-traktaten, og var grundlaget for deres fælles samarbejde omkring, Det fælles marked, toldunionen, landbrugspolitik og transportpolitik. Hovedformålet med denne traktat var egentlig bare at øge integrationen af medlemsstaternes økonomier. Med denne traktat, opstod organisationen Euratom, som gik ud på at fremme udviklingen af kernekraft. I 1973 indtræder Danmark, Storbritannien og Irland, i 1981 indtræder Grækenland og endelig i 1986 Spanien og Portugal. I 1986 kommer der også en form for udvidelse til Romtraktaten, som bliver kaldt for den Europæiske Fælles handling. Den indeholdt meget vigtige ting som det indre marked, hvilket også i dag sørger for den sikre fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft. Derud over medfulgte denne udvidelse også fælles udenrigspolitik, mere magt i parlamentet og mere fokus på miljøet og arbejdsmiljøet. I 1991 ønskes Maastricht-traktaten vedtaget, men Danmark stemmer nej. Maastricht-traktaten, går ud på skabelsen af to nye søjler ud over den første søjle. Den første søjle består af EF, Euratom og dele af EKSF. Den anden nye søjle består af Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den tredje søjle består af politi- og strafferetligt samarbejde i kriminalsager. Se billedet ved siden af teksten her, for at få et mere visuelt overblik over de 3 søjler. I 1993, ændrer Danmark dog mening om Maastricht-traktaten og stemmer ja, dette får traktaten til at træde i kraft. Sverige, Finland og Østrig indtræder i 1995. I 1999 trådte Amsterdam-traktaten i kraft, som går ud på at lave en masse ændringer af de forrige traktater. Den største ændring er nok Schengen-aftalen, som skal nedlægge alle europæiske grænseposter og fjerne grænsekontrollen inden for Schengenområdet. I 1999 vælger 11 lande også at fastlåse deres valutaer og indføre euroen som fælles valuta, Danmark stemmer dog nej til euroen. I år 2000 vedtages Nice-traktaten, som egentligt bare er en udvidelse af Amsterdam-traktaten, og den har til hovedformål, at gøre EU klar til at modtage en række nye medlemslande fra Central- og Østeuropa. I år 2002 sættes eurosedler og mønter i omløb. Samtidig bliver der holdt EU-topmøde i København, hvor der gives medlemskab til 10 nye lande. I 2004 indtræder 10 nye lande i EU og EU-topmødet godkender forfatningsforslaget, som i grove træk går ud på måden ting skal afgøres. De kom dog aldrig videre med forfatningen, da Holland og Frankrig stemte nej. I 2007 bliver forfatningen så erstattet, med Lissabon-traktaten, som skal give Europa parlamentet mere magt. Det går også ud på at give de store lande mere magt (Fx ville det nemlig ikke give nogen mening, hvis Danmark og Tyskland havde lige meget magt). Lissabon-traktaten indførte også EU’s første præsident Herman van Rompuy (2009) og borgerinitiativ, som går ud på, at borgerne kan kræve folkeafstemning. Senere i 2010 får Grækenland økonomiske problemer, hvilket sætter euroen under pres. Andre lande som Portugal, Irland, Italien og Spanien bliver også truet af statsbankerot. I 2011 er der dyb krise i eurozonen, den skaber frygt for, at eurosystemet vil kollapse, derfor skabes Europagten og senere Finanspagten. De to pagter skal sikre landene, hvis de skulle gå konkurs og sørge for, at deres økonomi er stabil.