Om natten kl. 2 dukkede der land frem omkring 2 leagues væk. De bjærgede alle sejl undtaget storsejlet, så de sejlede langsomt frem mod landet mens de ventede på dagens frembrud. Fredag den. 12. oktober 1492 nåede de frem til den lille ø i Lucayos-gruppen. Folkene på skibet fik hurtigt øje på de nøgne mennesker inde på land. Folkene kom i land med deres bevæbnet båd og admiralen rullede den kongelige fane ud efterfulgt af kaptajner med de to bannere. Det blev skrevet ned af flådens regnskabsfører at øen var kongen og dronningen jord nu. Der kom hurtigt mange af de indfødte derhen. Admiralen skrev hvad han sagde:
”Da jeg så at de mennesker, som man med større held kunne frelse og omvende til vor hellige tro med kærlighed end med tvang, uddelte jeg, for at de skulle føle sig som vore venner, røde huer og glasperler, som de hængte om halsen, og mange andre ting a ringe værdi. De blev meget glade for disse gaver og blev så gode venner med os, at det var helt forunderligt… Jeg bemærkede at nogle af dem havde sår på kroppen, og spurgte ved hjælp af tegn, hvorledes de havde fået disse. De lod mig forstår at de havde forsvaret sig mod folk fra andre nærliggende øer, der var kommet for at tage dem til fange. Jeg fik den opfattelse, som jeg stadig vil fastholde, at disse folk kom fra fastlandet for at gøre øens beboere til slaver. Jeg tror, at de som tjenestefolk vil være udmærkede og fornuftige; for de gentager meget hurtigt, hvad man siger til dem, og jeg tro, det vil være nemt og gøre dem til kristne; for det forekommer mig, at de ikke har nogen religion. Om Gud vil, agter jeg ved min afrejse at tage seks af dem med til Deres Højheder, for at de kan lære at tale. Jeg så ingen dyr overhovedet på denne ø undtagen papegøjer.” Alt dette er admiralens ord.
Det er gratis at oprette en konto