Resume og karakteristik af Ponyboy fra 'The Outsiders'

Resume: Bogen handler om Ponyboy, som er 14 år gammel og bor i Earstside, sammen med hans brødre Soda, som er næstældst og bliver kaldt Sodapop og Darrel som er den ældste og bliver kaldt Darry. De bor alene, fordi begge deres forældre døde, da de var med i en bilulykke. Ponyboy er meget sammen med hans ven Johnny. Men Ponyboy tilbringer også meget tid sammen med banden. Alle dem fra Earstside bliver kaldt fedtfjæs og er middelklasse forbrydere. En aften hvor der er nogle problemer hjemme hos Ponyboy, løber han væk hjemmefra for at være sammen med Johnny. Johnny kommer ved et uheld til at dræbe en sos (overklasse drenge fra Westside). Det gør at Ponyboy og Johnny kommer på en rejse hvor de oplever en masse, men det ender dog med at Ponyboy mister nogle venner som står ham meget nær. Bogen ender med et bandeopgør mellem fedtfjæsene og sos’erne, hvor fedtfjæsene for første gang vinder.

Ponyboy: Hans fulde navn er Ponyboy Curtis og han er 14 år gammel. Hans hår er lysebrunt over i det rødlige og er længere end de flestes. Det er skåret skarpt af bagtil, langt foran og ved siderne. Hans øjne er grågrønne. Han er med i en bande i Earstside og de bliver kaldt fedtfjæs af sos’erne. Han kan godt lide sos’en Cherry Valance. Da Ponyboy lige havde fået nogle slag af sos’erne og fedtfjæsene var kommet ham til undsætning, tænker han dette: Jeg så hastigt bort, for hvis sandheden skal frem, så var jeg lige ved at give mig til at tude(s.15) Det siger lidt om hvordan han er som person, når banden er der. Han sidder og siger til banden at han er okay, selvom han slet ikke er det. Det er fordi han ikke vil vise hans svaghed og i stedet for tager han det i stiv arm. Gennem hele bogen er Ponyboy fast besluttet på hvem han kan lide og hvem han ikke kan lide. Når der bliver snakket om nogle personer, siger han hans mening om dem, her er nogle eksempler: Jeg brød mig kun om Steve, fordi han var sodas bedste ven (s.17) Sodas pige kunne jeg nu meget godt lide (s.24) Af hele banden var Dally den, jeg brød mig mindst om (s.98)