9/11 øjenvidneberetning

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Brandmænd i gang med at redde mennesker fra de styrtende tårne.

Jason Haniston er en brandmand, og var med til at redde 37 personer i det tragiske og voldsomme terrorangreb 9/11. Han fortæller os om hvordan det var at være en del af denne rædselsslagne oplevelse, og om de modige mennesker han var omringet af. “Kom så drenge! Tre etager op så en lille pause!” Råber holdlederen, mens vi alle styrter op af trapperne og forbi ham. Udstyret er tungt, og jeg kan tydeligt mærke den ekstra vægt dræner mine kræfter hurtiger end jeg har tid til. Vi får løbet de tre etager og den lille pause føles som en evighed. Vejret bliver trukket tungt ind, og pustet tvunget ud. Luften er nu ikke kun varm men også fugtig, af sveden der drypper ned fra ansigter, og de beton tunge vejrtrækninger, der jævnligt flyver ud af alles åbne munde. “Så det videre op!” Råber han, tydeligt også træt men fuld af viljestyrken vi alle bliver drevet af. Samme rutine bliver fulgt igen. Tre etager op og så en nødvendig men ikke af let taget imod pause. Alle her ved vi har brug for pauserne, men hver gang vi stopper formindsker chancen for overlevelse på de højere etager. Både for os, og for dem der sidder fast i tårnene. “Kom så drenge! Vis hvad vi kan for helvede!” Jeg føler næsten jeg falder om på stedet. Mit hoved føles tungt, og jeg sluger store tåre af vandet i min feltflaske. Så holder jeg mig forpustet på mine knæ og venter på holdlederens kommando til at løbe videre. Røde ansigter og ømme muskler ses omkring mig. Vi ser alle sammen syge ud. Der løbes et årti mere, og den første gruppe bliver sendt ind på etagen. Der sidder en håndfuld mennesker fanget i det lille kontor langs vinduet. Jeg løber videre op efter de andre. Jeg løber som en af de sidste, og er en smule bange for at falde om, og styrte ned af alle de trapper, jeg lige har kæmpet så hårdt for at bestige, for kun at kravle op af dem igen. Det kommer ikke til at ske så jeg kæmper mig videre op af det ubestigelige bjerg.