Bygningen svingede voldsomt og rystede, som om der var jordskælv. Folk skreg. Jeg kiggede ud af mit vindue og så, at bygningen bevægede sig tre til seks meter i hver retning. Belysningsarmaturer og dele af loftet væltede ned. Køkkenet var ødelagt. Vi var sikker på, at det var en bombe.
Vi blev ikke grebet af panik. Bygningen stod endnu, og vi var rystede, men i live. Røgen var tyk og hvid. Jeg greb min bærbare computer, tog min T-shirt af og rev den i tre stykker, gennemblødte den med vand og gav to stykker til mine venner. Jeg bandt mit stykke omkring ansigtet som luftfilter. Og vi begyndte alle at bevæge os hen til trappen.
I vestibulen var der små brande og gnister. Loftet var brudt sammen på herretoilettet. Det var væk, og hvem der måtte have været derinde. Vi gik ikke ind for at undersøge det. Vi så ikke trappen i første omgang og måtte skynde os tilbage. Da vi først var kommet ud på trappen, tog vi for alle tilfældes skyld brandslukkere med.
En modig mand forsøgte at slukke ilden med en nødslange. Jeg stoppede op sammen med to venner for at sikre os, at der var tjek på alle fra vores kontor Set i bakspejlet mindes jeg at have set Harry Ramos, min hovedforhandler, gøre det samme adskillige meter bag mig. Vi bevægede os meget langsomt og velordnet ned, ingen panik. I det mindste ingen åbenlys panik. Mine ben kunne ikke holde op med at ryste. Mit hjerte hamrede.
Det er gratis at oprette en konto