Jeg vil i det følgende analysere HC Andersens ’Den grimme ælling’ med særligt fokus på genre, miljø, personkarakteristik og sprog.
HC Andersen påbegyndte eventyret ’Den grimme ælling’ i år 1842, og skrev i oktober 1843 i sin almanak: ”Endt Eventyret Svaneungen”. Der er flere ting der kendetegner at dette er et eventyr; Beskrivelsen af den forunderligste verden, modsætningerne, gentagelserne og personificering af ting og objekter. Da både forfatter og nedfældningstidspunkt er angivet, kan jeg konkludere at denne tekst er under den episke genre, et kunsteventyr. Dette kan man også se på eventyrets opbygning og detaljerede sprog, hvilket jeg senere i denne analyse vil komme ind på.
’Den grimme ælling’ finder sted i to forskellige hovedmiljøer; Ved andemoderens rede, hvor den grimme ællings æg klækker, befinder vi os ude på landet nær ved en gammel herregård. HC Andersen beskriver det således: ”Der var saa deiligt ude paa Landet; der var sommer ! Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge… Rundtom Ager og Eng var der store skove, og midt i skovene dybe Søer; jo der var rigtignok deiligt derude på landet !” hvilket tegner et smukt og idyllisk sted. Venligheden her er dog ikke fremtrædende. Andemoderens tilholdssted kan ved hjælp af overføring til et menneskeligt samfund beskrives som en øvre klasse, hvor dét at være mindre tiltrækkende eller ikke at passe ind, kan medføre skam og derved udelukkelse, for at familiens rygte kan forblive intakt.
Det er gratis at oprette en konto