Analyse af 'Blomster' af Jakob Ejersbo

Blomster er en novelle skrevet af Jakob Ejersbo. Novelle handler om Sissel som har problemer med sin familie, og måske sig selv. Jakob Ejersbo var uddannet journalist. Efter han fik sin HF-eksamen i 1988, boede han i Aalborg. Allerede som barn ville han være forfatter. Jakob Ejersbo døde i 2008 efter kun 10 måneders sygdom.

Novellesamlingen Superego, hvori blomster er en del af, udkom i år 2000. Novellen strækker sig over en kort tidsrum (en enkelt aften). Vi følger en Sissel i en jeg-fortæller hvor vi kommer med ind i hendes tanker og meninger. Novellen er skrevet i nutid og Jakob Ejersbo starter novellen in medias res. Vi starter med at Sissel tager toget til Virum hvor hun skal besøge sin familie. På de første 15 linjer danner vi os en indtryk af hvilken type person Sissel er, fordi teksten er meget beskrivende. I linje 4-5 hvor der står ”roder i min neonfarvede rygsæk gennem makeup, pilleglas, tegneredskaber, papirer, pung, softwaremanual, til jeg kan grave mine Diesel-briller frem” kan vi se hvad der er vigtigt for Sissel at have med sig. Udover disse ting i hendes taske kan man se med kommentaren på linje 7-10 ”Jeg ville ønske jeg kunne være fri for det her på en lørdag aften, men det er over to måneder siden, jeg sidst har været hjemme” hvad for en holdning hovedpersonen har til hjemmet i Virum. S-toget bliver brugt som en overgangsfase fra Sissels travle byliv og forældrenes hjemsted i Virum. Fra øjeblikket Sissel stiger ud af S-toget begynder der at komme flere dialoger til at beskrive handlingsforløbet. Vi har nu fået en kort beskrivelse af Sissel og vi begynder at kunne se hvordan livet i Virum er. Det første Sissel gør når hun ankommer til huset i Virum er at gå om i haven til sin far (linje 17-20). Faren viser stor glæde for sin datter allerede i første øjeblik ved at omfavne hende og kalde hende smuk. Det giver en god kontrast i teksten da Sissel indtil videre har udvist negativitet til diverse holdninger. I linje 31-34 får vi et indblik i Sissels arbejde som viser sig at være webdesigner og hun bruger ord som ”3D-ting”, ”societyastrolog” og ”layout”. Derefter får vi at vide at faren er pensioneret muremester, som passer godt på haven. At Sissel bruger ord som ”societyastrolog” skaber en kontrast, da faren har arbejdet med noget så simpelt som at lægge muresten. Det skaber et billede af den kommunikationsbesvær den yngre generation har med den ældre. Selvom faren ikke forstår hvad Sissel snakker om spørger han alligevel ind til det. Det viser at faren er interesseret i sin datters liv. Sissel bliver hurtig træt at samtale og siger til faren at han skal vise hende rundt i haven. Faren fortæller navnene på blomsterne til Sissel (linje 50-51) som ikke kender dem i forvejen fordi planter ikke indgår i hendes liv i storbyens centrum. Herefter foreslår faren at de går ind og hilser på moren. Allerede fra første linje i det nye afsnit fornemmer man et stemningsskift. Allerede inden de snakker sammen har Sissel opgivet at få samtalen til at fungere med sin mor, samt morens kommentar om Sissels manglende trusser kommer næsten til at udløse et skænderi. (linje 74-94). Sissels indre oprør og fordi hun ikke gider reagere overfor moren får hun en masse tanker som gives videre som information til læseren. Sissel er ikke bange for at blive for at blive mere syg fordi hun allerede er det. Hun har ikke haft regelmæssig menstruation i et år og det er ligemeget om der kommer betændelse hele vejen op, hun har alligevel ikke noget at bruge det til, udover dette kan man se trussernes omrids alt for tydeligt i stramme bukser, hun har jo ikke knoklet sig selv i ren ro maskine for at ødelægge indtrykket af hendes bagdel, hun mener selv hun har en flot bagdel. Det tilføjer en meget narcissistisk beskrivelse af Sissel. Det passer godt med at Sissel er familiens efternøler, da efternøler er vokset op uden nogen til at tage hensyn til hende i form af ældre søskende, som gør dem lidt mere egoistiske som voksne. Det vises da hendes bror har små tvillinger, så han er nok en del ældre end hende, det vises også senere da vi får at vide at Karls skægstubbe er ved at blive grå. Der opstår tavshed i køkkenet efter moren vender sig om efter skænderiet. Derefter er det næste skænderi på vej da moren spørger Sissel om Michael. Det er tydeligt at det irriterer Sissel da Michael formodentlig er hendes ekskæreste, og det er ham som har lært moren at putte pinjekerne i salaten, hvilket er noget moren ikke har stoppet med at gøre siden det blev vist. Moren synes at Sissel og Michael skal finde sammen igen, som tydeligt er noget der får Sissel op i det røde felt, men Sissel vil ikke finde sammen med Michael igen da hun mener at han har behandlet hende dårligt. Moren har tydeligvis ramt et svagt punkt hos Sissel, som begynder at råbe af hende for at vinde diskussionen. Som følge af diskussionen sætter Sissel sig på terrassen med solbriller for ikke at komme til at græde. Mens Sissel sidder der får vi et tilbageblik til hendes gymnasieår. Hvis hun var nervøs og ikke kunne sove gik hun ind til sin mor som havde det hun selv kalder ”et apotek” bage håndklæderne i skabet. Sissel siger at det ikke undre hende at hun var så fraværende da hun var barn. Efter et kort flashback kommer Sissels bror, Karl, ind i billedet og der kommer lidt ro over stemningen, men da Karl bringer morens humør op bliver Sissel igen irriteret. Det bliver desværre ikke bedre da han siger at hun står og piller pinjekernerne ud af salaten, noget som hun har lært af Michael. Morens forsøg på at redde salaten fra det der irritere Sissel er et forsøg på at sige undskyld. Efter dette skænderi er aftenens forløb relativt normal og konflikten mellem mor og Sissel er glemt i lidt tid. Efter kaffe og is siger Sissel hun skal tilbage, for at arbejde, dog har hun glemt at hun havde sagt til faren at hun skulle i byen i aften. Han reagere med et hemmeligt blink og går derefter over med sin lommekniv og henter en stor bukket blomster til hende. De samme blomster som hun gik og kiggede på tidligere uden at vise nogen speciel stor interesse for dem. Det er et symbol for kærlighed til Sissel, og hun bliver rørt med ved ikke hvordan hun skal takle igennem følsomheden fra sin fars side. Hun har ikke lært noget hen af aftenen. Heller ikke efter de følelsesladet handlinger der er sket, og mens hun er bliver kørt på stationen af Karl er hun allerede ved at lægge aftenen bag sig. Det kan man se da Karl siger ”men det gik da godt” Sissel ved ikke hvad han snakker om selv om det er meget tydeligt at han hentyder til aftenen. Sissels tanker er allerede i byen med sine venner. Da hun kommer på toget sniffer hun noget coke hun har haft med, hun tager stoffer for at komme sig over en hård aften og for at ”være på” igen. Hun bliver liderlig og tænker på om folk kan se hendes våde plet mellem benene. Hun kan se en veltrænet man studere hendes krop og hun kunne voldtage ham på stedet. Der bliver skiftet tilbage i form af fortællermetoden, der er ikke så mange dialoger som før. Toget virker som en skillevej mellem Sissel og forældrenes hus i Virum. Da hun ankommer til byen har cokens virkning aftaget sig og hun er udmattet af at bære blomsterne. Hun siger ”Da jeg stiger ud på perronen har jeg det som om jeg er ved at bære den olympiske ild på Københavns hovedbanegård” Vi får en masse information om hovedbanegården. Støj, duer, hotdog-stank. Hun føler sig latterlig da en pige der er mindst syv år yngre end hende går i det samme tøj som hende. Til sidst passere Sissel en bænk med et gammelt ægtepar, som sender et smil i retningen a blomsterne. Det kan være det er dét som får Sissels vand til at koge. Den gamle dames smil minder hende om hendes fejltagelse. At gå i byen med en buket blomster er mildest talt upraktisk. Så hun smider blomsterne med kommentaren ”Hvad skal jeg med blomster?” Denne sidste sætning passer godt med novellens temaer. Generationsskiftet, fejlkommunikation og Sissels narcissisme. Da hun smider blomsterne ud, sletter hun det der sket den aften og får ikke noget ud af besøget hos forældrene, selvom den har været fyldt med folk der kunne have hjulpet hende