Kong lindorm

Kong Lindorm er optegnet af adjunkt N. Levinsen i 1854 efter Maren Mathisdatter i Fureby ved Løkken. Her genfortalt efter Axel Olriks Danske Sagn og Eventyr fra Folkemunde (1913), AT 433B.

1 Der var en konge, som havde så dejlig en dronning. Dengang de havde bryllup og gik til sengs den første nat, da var der ingenting skrevet på deres seng; men da de stod op, stod der skrevet på den, at de ingen børn skulle have sammen. Det blev kongen meget bedrøvet over, men dronningen endnu mere: hun syntes, det var så tungt, at de ingen arving skulle have til deres rige. 2 En dag gik hun i dybe tanker; og så mødte hun en gammel kælling, som spurgte, om hun måtte vide, hvad dronningen var så bedrøvet for. Dronningen så op og svarede: "Åh, det kan ikke hjælpe noget at sige det; det er en ting, du ikke kan hjælpe mig med" - "Åh, det kunne da hænde", sagde den gamle og bad dronningen om at fortælle det. Ja, hun kunne da sagtens sige det; og hun fortalte da, hvordan der stod skrevet på deres seng bryllupsmorgenen, at de ingen børn skulle have, og det var hun nu så bedrøvet over. Det kunne hun nok give råd for, sagde den gamle. I aften, når solen gik ned, skulle hun tage en kovs - sådan et lille rundt drikkekar med to ører - og sætte den omvendt i nordvest hjørnet af haven; i morgen, når solen stod op, skulle hun tage den igen, så ville der stå to roser under den, en rød og en hvid. Tog hun den røde og spiste, så blev det en dreng; tog hun den hvide, så blev det en pige; men hun måtte ikke tage dem begge to. 3 Dronningen gik hjem og gjorde, som den gamle havde sagt. Om morgenen, da solen stod op, gik hun også ned i haven og tog kovsen op; da stod der to roser, en rød og en hvid. Nu vidste hun ikke, hvilken hun skulle tage og spise. Tog hun den røde, og det blev en dreng, kunne han komme i krig og blive slagen; og så havde hun alligevel ingen børn. Så ville hun da hellere tage den hvide; så det blev en pige; hun kunne blive hjemme hos dem, og siden kunne hun blive gift og få et andet kongerige. Den tog hun da og spiste; og den smagte hende så fortræffelig godt, at hun også tog den røde og spiste. Hun tænkte ved sig selv, at skulle hun nu få tvillinger, så gik det da ikke værre. 4 Nu traf det sig så, at kongen var i krig netop på denne tid, og da dronningen mærkede, at hun var med barn, skrev hun til ham og lod ham det vide. Det blev han meget glad over. Tiden gik, og tidens fylde kom, at hun skulle føde; men da fødte hun en lindorm til verden. Så snart han var født, forsvandt han ned under sengen, og ingen så, hvor han blev af. Men senere på dagen fødte dronningen et drengebarn; og så blev der ikke talt mere om lindormen. 5 Da kongen kom hjem til sit rige, blev han meget glad over den prins, der var født ham; og sådan stod det hen, lige til prinsen var så stor, at han skulle giftes. Der blev spændt seks heste for en kongelig vogn, og så sagde han ud for at finde sig en prinsesse, der var fin nok for ham. Men ved den første korsvej han kom til, kunne han ikke komme længere; for da lå der en uhyre lindorm midt på vejen med opspærret gab, og den råbte: "Giv mig en brud, førend du får en". 6 Der var ikke andet for, end at den kongelige vogn måtte vende om igen og prøve at komme frem ad en anden vej. Men hvad hjalp det? Ved den første korsvej han kom til, lå lindormen og sagde: "Giv Mig en brud, førend du får en". Så måtte prinsen vende hjem til slottet uden at komme til fremmede konger; og hans moder, dronningen, måtte gå til bekendelse og fortælle om, hvordan hun havde spist både den røde og den hvide rose, og om lindormen som hun havde født til