Analyserende artikel - Kim Larsen og Gasolin”Folk blev ved med at snakke om det der Gasolin’ hvilket der også er grunden til at vi sidder og laver det her nu - fordi når ja, men altså så lad os da få det dokumenteret” siger Kim Larsen kækt, men også ydmygt i Cosmo Films dokumentar Gasolin (2006), instrueret af Anders Østergaard. Gasolin var i 70’erne det absolut mest populære danske rockband. Bandet har i dag en helt særlig betydning for dansk rockmusiks historie, hvilket ovenstående citat heller ikke skaber tvivl om. Både koncerter og plader solgte ekstremt godt i bandets storhedstid. Dokumentarfilmen Gasolin gengiver det miljø og den stemning Kim Larsen og Wili Jønsson oplevede, under bandets rejse.
Uddraget af dokumentarfilmen Gasolin omhandler Kim Larsens udvikling fra da han var en ung fyr med store drømme, til han var en folkekær kunstner med enorm indflydelse på Danmarks musikkultur. Filmen begynder med fuglefløjt som baggrundslyd, hvor filmen straks åbnes med lyden af en Zippo lighter der tænder en cigaret. En lyd som er med til at fortælle seeren, at nu sker der noget spændende. Fuglefløjt spiller fortsat i baggrunden imens et sløret billede af noget der ligner natur visualiseres. Filmen starter in media res, hvor vi hører en mandlig fortællerstemme sige ”[...] at blive forbundet med Gasolin, i starten var det irriterende [...]” . Da filmen indledes med fortællerstemme, zoomes der ud og panoreres over på et nærbillede af dokumentarens omdrejningspunkt, Kim Larsen. Nærbilledet afslører, at vi har at gøre med en synlig fortæller i denne dialogscene, hvor fokus er rettet mod Kim Larsen og hans fortælling. Netop denne indstilling gentages i løbet af dokumentarfilmen, hvilket giver seeren mulighed for at observere Kim Larsens mimik, når han fortæller om sit liv. Kim Larsens interview fremtræder altså som et helt væsentligt element i dokumentarfilmen, eftersom han fungerer som et meget troværdigt vidnesbyrd fra Gasolins rejse. Seeren får et indblik i hvordan det har været at leve det liv Kim Larsen har levet, uden bare at observere hans barndomsgade, men med selveste Kim Larsen som fortæller. Desuden fremstår fortællingen autentisk, idét hans fortælling ikke lyder særligt indøvet. Der er altså tale om en meget personlig fremstillingsform. Gennem fortællingen lægger Kim Larsen markant tryk på ord som ”moden”, ”ældre” og ”affældig”, hvilket fungerer som et udtryk for, at han refererer til sin ungdom og den udvikling der er forbundet til ungdommen. Han kigger tilbage på til sin ungdomstid, hvor han eftertænksomt giver seeren en forståelse for den periode bandet Gasolin blev til i. Her sker der en overgang, hvor der fremvises arkivmateriale og en række dækbilleder fra tidligere Gasolin-koncerter og optagelser fra København. På samme tid kører storhittet Sirenesangen af Gasolin som underlægningsmusik, hvilket er med til at påvirke seerens oplevelse af scenerne yderligere. Derudover fungerer musikken som lydbro, hvilket forbinder indstillingerne. Gasolins indflydelse i musikbranchen var på sit største i den periode optagelserne stammer fra, og forstærker gengivelsen af den stemning Kim Larsen og mange af dem der kan identificere sig med Kim Larsen, følte dengang. Efter ungdomserindringer og flashback-dækbilleder, vises et rødt lejlighedskompleks i det kvarter Kim Larsen er vokset op. I en voiceover fortæller Kim Larsen ”Jeg er født i København. Lige da jeg var begyndt at gå i skole flyttede vi ud i Nordvest kvarteret”, hvorefter han lægger vægt på at han knapt nok kan huske sin egen far, eftersom han forlod ham da han var fem år gammel. Dækbillederne har varme toner og low key-belysning, hvilket er med til at danne et billede af et hyggeligt sted at vokse op. Samtidig giver belysningen seeren en følelse at komme helt tæt på Kim Larsens opvækst. Desuden vises billederne kronologisk i takt med fortællingen, hvilket er handlingsskabende. Der bliver fortsat fortalt om Kim Larsens unge dage, hvor han lægger særligt vægt på en erindring om en biograftur. Med dækbilleder fra filmen Ulysses med Kirk Douglas som hovedrollen, sætter Kim Larsen ord på en scene der har sat sig i ham. Han beskriver heltefiguren Odysseus’ tapperhed i filmen, hvor der klippes tilbage til et nærbillede af Kim Larsen som smilende siger: ”Altså på den måde er han frygtløs, eller ikke frygtløs for han er jo bange ikk’, men han skal lige se hvad der er rundt om hjørnet - hele tiden.” Det er tydeligt at se, at klipningen er foretaget således fordi Kim Larsens mimik og glimt i øjet spiller en stor rolle for at forstå hvad han vil sige med det. Han udtrykker sit engagement for idéen om frygtløshed. Han tilføjer at ”det er en ting som jeg aldrig er kommet over, som bliver ved med at rumstere i mig. Sådan en ur fortælling ikk’. Du er ikke en fri mand, hvis du ikke tager chancer.” Her understreger Kim Larsen også eksplicit at han er fascineret af det budskab, han modtog fra fortællingen om Odysseus. Efter Kim Larsen scenen, falder temamusikken fra Odysseus ud og erstattes af kirkeklokker der ringer. Derefter spilles en asynkron guitarmelodi, hvor Gasolins bassist, Wili Jønsson laver voiceover. I denne sekvens vises en række dækbilleder af Sofiegården i København, imens Wili Jønsson beskriver området. Kort efter har instruktøren valgt at klippe tilbage til Kim Larsen, som beskriver ”dem der med langt hår”, fortsat af en provokerende synlig klipning, hvor der parallelklippes mellem en scene hvor karakteren Odysseus opdager noget helt nyt og en flok musikalske hippier som motiv.
Det er gratis at oprette en konto