Det hele startede da jeg kom ind i hæren. Skulle rejse fra dig og far, hvilket nok var det hårdeste men på samme tid var jeg meget spændt uvidende om hvordan krigen så ud dernede. Jeg kom hele vejen fra vores lille Danmark helt til Østfronten i Tyskland uden nogen anelse om hvad der ventede mig ved fremkomsten. Da mig og en folk andre Sønderjyder ankom blev vi vist til et område fyldt med telte hvor man en gang imellem hørte lyde af smerte. Vi blev vist ind i et lille telt fyldt med gamle våben som vi skulle bruge på vores post i skyttegraven. Vi var trætte efter en lang tur og blev vist ned i skyttegravene hvor vi skulle tilbringe det meste af vores tid. Det passede mig fint at være under jorden men alligevel var det ikke rart at vide man kunne dø hver dag.
Vi vågende til lyden af skud nogle var allerede i fuld gang med at lige og kigge efter fjender. Hver gang de spottede noget der bare lignede en der ikke var på deres side, blev der skudt. Folk kom med en lille jublen hver gang de ramte nogen men på samme tid hørte man også hver gang der var en der blev ramt, enten faldt de til jorden ellers nåede de at blive hjulpet over i en af vores senge. Det skete ikke så tit at vores egne blev ramt men når de gjorde var der ikke meget at gøre.
Det er gratis at oprette en konto