Dansk fiktion speak omkring 3 verdenskrig

Freja Mathilde Larsen Vestre Skole, 9.Z 13/02-20 Jeg sidder pt nede i en bunker nær københavn, helt alene. Jeg kan høre bomberne der springer, og menneskerne der skriger. Min familie nåede ikke med ind i bunkeren, og blev desværre skudt, lige for øjnene af mig, det eneste minde jeg har tilbage er en halskæde min søster gav mig, inden hun døde. Jeg har mad nok til 2 uger nu, men efter det må jeg tage ud og prøve og finde noget mad, der ligger en irma, rema og netto tæt nok på, men spørgsmålet er bare om de allerede er tømt for mad, eller om jeg bliver dræbt på vej derhen, eller på vejen tilbage igen. Som det ser ud lige nu, tager jeg nok ud og rejser mod sydøst, om 1 uges tid. Det er nok min eneste chance for overlevelse, jeg har haft hørt om lastvogne der kommer og henter mennesker op 5 km herfra, jeg tænker det er en chance og tage, så jeg kan komme væk herfra. 1 uge senere: Jeg har nu fået pakket min mad og diverse ned i en taske, og begynder nu her, og gå mod lastvognene, der kommer 2 gange dagligt. Jeg er lige ankommet her, og her sidder flere familier, men kun kvinder, og pigebørn? Jeg synes det er lidt underligt, jeg spørger en af kvinderne, hvorfor her ingen mænd er her, og hun svarer mig “der er ingen mænd her fordi at man, fjerner kvinderne, og pigebørnene først, fordi mændene skal ud og hjælpe landet.” Vi har nu siddet og ventet her 4-5 timer, og jeg kan nu se at der kommer en lastvogn, manden der kørte den, kommer hurtigt ud, og briefer om hvor vi skal køre hen osv. Jeg faldt hurtigt i søvn, da lastvognen begyndte og køre. Jeg vågner op efter 13 timers kørsel, vi er ankommet til tjekkiet, og der er 25 små slags annekser, og et stort fælleshus. Vi er cirka 100 kvinder og børn, og vi er cirka 4 personer i hvert anneks, klokken er ved og blive mange, og vi skal alle sammen til og i seng, da klokken er 2:30 vågner jeg ved jeg kan høre nogen, der er 4 mænd på vej ind i vores hytte, de kommer ind, putter gaffatape på munden af os alle sammen, og beder os ikke at sige et ord. De følger os alle sammen, udenfor til den store græsplæne, hvor de andre kvinder og børn også står, og beder os stille og roligt om at tage vores tøj, sko og smykker af. Og smide det i bålet, børnene bliver bedt om at stille sig i en række overfor os, også begynder mændene og skyde et barn efter et barn.