2 Sårbar

Efterskole, det er mærkeligt. Meget mærkeligt endda. Jeg har ondt i hovedet også så tilstrækkeligt meget, at jeg burde sidde ned. Altid har jeg fået at vide, ”efterskole er det bedste, du får så mange nye bekendtskaber.” Et sted hvor jeg virkelig kunne føle mig tryg. ”Efterskole føltes som 7 menneske år” – jeg kunne godt bruge 7 trygge år. Jeg er nu 15 år gammel, det tror jeg i hvert fald, og jeg har ondt i hovedet. Jeg går på efterskole i Sønderjylland. Et meget besynderligt sted. Jeg har faktisk aldrig været der før. Jeg bor sammen med en, men det er som om hun ikke ænser mig. Hun kigger ikke på mig, hun går bare rundt. Folk kommer ind og ud af værelset. De sætter sig oven på mig men det gør ikke noget. Men de ser mig ikke. Det kan godt være trist nogle gange på efterskole, alle siger man får så mange nye bekendtskaber. Men den eneste nye ven jeg har fået er mit værelse. Jeg ved ikke en gang hvad hun hedder hende jeg bor sammen med. Hvorfor er der ikke nogen der ser mig? Det er ensomt, efterskole er ensomt. Jeg ser helt nye mennesker hver dag men ingen kigger eller hilser på mig. Det føltes som om jeg drømmer. Jeg føler mig fanget, som om jeg ikke kan bevæge mig. Det er faktisk som om jeg svæver rundt så ser jeg, at efterskolen nogle gange er helt tom. Jeg føler jeg sover, alting er sløret som om jeg ikke er til stede. Det her er ikke trygt. Min mobil er også gået i stykker, hvis jeg tager den frem, trykker jeg på den men der sker ikke noget. Det er som om jeg ikke rører ved den. Nogle gange spørger jeg mig selv om jeg overhovedet er her. Er det en form for mobning? Bliver jeg virkelig ignoreret af en hel efterskole. Jeg prøver og ringe til mine forældre, men jeg kan ikke åbne min telefon. Hvorfor kan jeg ikke komme hjem herfra? Jeg kan ikke lide det her. Det er overhovedet ikke trygt. Jeg løber alt hvad jeg kan, men jeg bevæger mig ikke, ”HVORFOR bevæger jeg mig ikke.” Det er som om jeg ser mig selv løbe, men uden at jeg bevæger mig. Jeg er jo ikke lænket til min seng. Jeg ligger i min seng, og for første gang er der en dreng der kigger på mig. Jeg smiler til ham, men han kigger væk. Har jeg noget mellem tænderne eller, hvorfor vil han ikke kigge på mig. Han smider sin mobil på mine lår, men han kigger stadig ikke på mig. jeg skynder mig og tage mobilen. Men den er for tung. Jeg kan slet ikke løfte den. Hvordan kan den være så tung, og alligevel så let på mine ben? Jeg føler mig så tæt på men alligevel så langt væk.