Jens Blendstrup indtager rollen som et villavejsvidne og leverer et humoristisk og nænsomt portræt af en aldrende og dæmonisk far.
Dansk litteratur og i særdeleshed dansk autofiktion er spækket med modbydelige forældre, der svigter og misbruger deres børn på både tænkelige og utænkelige måder. Kim Leines far gør det i Kalak (2007), Erling Jepsens far gør det i Kunsten at græde i kor (2002), og Morten Sabroes mor gør det i Du som er i himlen (2007). Jens Blendstrups 'Gud taler ud' fra 2004 er også et portræt af en forælder, der skruppelløst krænker og sårer, men i modsætning til de øvrige forfattere, leverer Blendstrup en roman, der hverken er et opgør eller en konfrontation. Mens Morten Sabroe i ’Du som er i himlen’ går gennem et billede af Hillary Clinton for at finde sin mor, men i sidste ende mest af alt finder konturerne af sig selv, skriver Blendstrup uden omveje og mellemled. Der er ingen stræben efter forsoning med de svigt og sår, en barndom kaster af sig. Der er blot et dybtgående og egensindigt portræt af en alkoholiseret og dæmonisk gnistrende far til fire i et århusiansk villaparadis.
I korte, enkeltstående scener følger romanen familien fra den ruller flyttevognen – med den lille Jens sovende i en kommodeskuffe på ladet – ind ved villaen i Risskov, til faren til sidst dør af kræft, og de fire voksne sønner samles til en fælles afsked. Det er med stor sans for det mundrette sprog og for det humoristiske og komiske, at Blendstrup skildrer faren, også i de mest usympatiske situationer, når han tager livet af en kat med en brevkniv, når han lader sin hund rasere en nabos hønsehus, når hans næver sidder løst, og familien gemmer sig bag låste døre og under gamle sofaer, når han planter sine drømme om jordomrejse til havs i sine sønners hoveder, men ender med at drikke pengene op.
Det er gratis at oprette en konto