Fascinationen af gys og horrorfilm

Som jeg husker, har jeg for det meste været fascineret af gyserfilm specielt klovnefilm. Dem har jeg set et par stykker af, men jeg har til gengæld altid været bange for dukker. Min søster har haft mange dukker dengang hun var mindre, som jeg ikke kunne fordrage for jeg følte at de bare sad og stirrede på mig om natten når jeg sov. Jeg havde også nogle gange mareridt om dukker så jeg blev nødt til at sove inde ved mine forældre, men nu er det heldigvis ikke sådan længere. Jeg kan stadig godt lide gyserfilm og nogle dukkefilm og jeg ser stadig mange gyserfilm det er faktisk næsten det eneste jeg ser af film. Dog mest hvis jeg er sammen med en ven så kan man ligesom få et chok sammen fx ved en jumpscare film eller splatter.

i dag ser jeg frem til hver gang der er premiere på en ny gyserfilm. Så starter jeg med at slukke alt lyset i værelset, så jeg kan få den rigtige stemning. Derefter sætter jeg mig spændt i sofaen, og mine håndflader begynder at blive klamme, og hårene rejser sig i nakken. Det er dybt ubehageligt at være bange – men jeg elsker det. Både det adrenalin kick der kommer og at man ikke kan være forberedt. Heldigvis er der næppe noget galt med mig, faktisk viser, en nyere undersøgelse at, 55 procent af alle danskere holder af den uhyggelige underholdning, på trods af det ubehag der følger med. Mathias Clasen som netop forsker i uhyggelig underholdning, forklarer at »Horror er en uundgåelig del af vores kultur. Lige så snart et nyt medie opstår, ser vi gyserhistorier. Nogle af de første computerspil havde uhyggelige temaer, og det samme gælder inden for film og litteratur. Hvis vi går endnu længere tilbage, så tror jeg, at mennesker også fortalte uhyggelige historier til hinanden, når fx de sad rundt om bålet. Teksten fremhæver at vi mennesker selv søger de uhyggelige film, og vi på den ene eller anden måde føler afsky eller angst. Selvom man kan slukke for filmen når som helst, bliver man dog stadig fristet til at se videre. Artiklen mener at vi er biologisk indrettet til at føle nydelse ved negative følelser, der udløses i sikker kontekst. Men kan det virkelig passe vi selv søger at komme i ubehagelige situationer? Måske? Jeg mener at det godt kan passe i en vis mængde. Jeg er hverken enig eller uenig i hvad Mathias Clausen skriver, at man ikke burde vise gyserfilm for børn.