Min barndom

Når man ser på børn i dag, skulle man ikke tro, at de er bange for noget som helst. Sådan som de alle render rundt og opfører sig som vilde aber, kaster sig rundt i mudderet, slås med hinanden. Når jeg så kigger tilbage, på den gang jeg var barn, der legede drenge og pigerne i hvert fald ikke sammen. For pigerne havde pigelus, og vi havde drengelus. Jeg troede at når jeg havde plakater på min væg, så kunne de se alt hvad jeg lavede, fordi det lignede at deres øjne så alle mine bevægelser. Jeg var rigtig bange for edderkopper. Så om natten når jeg skulle sove, så puttede jeg mig altid helt under dynen, faktisk helt over hovedet med dynen, lukkede munden for så at trække vejret gennem næsen. For jeg var helt sikker på, at edderkopperne ville kravle ind i munden på mig og måske lægge æg derinde, eller det der var værre, begynde at spise af mig. Det er faktisk en af de få ting, som jeg stadig er bange for den dag i dag. Jeg troede på både julemanden og på nisser. Faktisk så meget, at hver gang vi kom i december, bedte jeg min mor om at lave risengrød, som jeg satte oppe på loftet så også nisserne kunne få glæde af julen. Så det ikke kun var alle os andre. Det var trods alt dem, der kom med gaver til os. Nu vi snakker jul. Dengang hvor julen, og for den sags skyld mine fødselsdage, kun handlede om at få en masse gaver, som jeg kunne bruge flere timer på at sidde og lege med. Nej, det var ikke så meget, at familien var samlet for at fejre mig, eller fejre hinanden, det eneste det handlede om, var de gaver jeg fik. Tit når min mor eller far skulle lave mad, sad jeg tit og kiggede på. Radioen stod for det meste tændt. Jeg kunne bruge flere timer på at sidde og stirre på den, for det undrede mig altid hvor musikken og snakken kom fra. Hvis man spurgte mig hvor det kom fra, ja så sad der små mennesker inde i radioen, og på den måde kom lyden ud på. Så når jeg sad og ventede på, at vi skulle spise, kunne jeg godt finde på at snakke med de små mennesker, eller prøve at give dem mad gennem de små huller, hvor lyden nu kom fra. Inden jeg skulle i seng om aftenen, så skulle min mor eller far altid lige tjekke, om der nu skulle ligge et monster og gemme sig under min seng, før jeg kunne falde i søvn. Da jeg var lille, havde jeg jo en masse bamser. Så jeg troede, at når det så var helt mørkt og alle i huset sov, så stod de op og begyndte at snakke med hinanden, efter at de havde siddet stille så længe. Jeg havde set en masse tegnefilm, hvor det skete, så hvorfor skulle mine bamser ikke også gøre det? Selvom jeg aldrig så det med mine egne øjne, så var jeg helt sikker på at det var rigtigt. Der skete også andre ting om natten, det var ikke kun mine bamser som der levede op nej! Det var også der, at alle spøgelserne kom frem fra sit skjul, også dem som min mor eller far ikke lige havde fået skræmt væk under min seng. Så jeg havde fået en lille stjerne, som kunne hænge i loftet. Den havde jeg så tændt om natten, for så turde monstrene ikke komme hen til mig. For de kunne nemlig ikke lide lys. Jeg var også helt sikker på den gang, at det var MIN far, som var den stærkeste i hele verden. Han havde de største muskler, og ingen kunne komme forbi ham. Så jeg troede, at der intet ondt kunne ske med min familie, så længe jeg bare havde min far. Men min mor og far blev skilt. Jeg vidste ikke rigtigt den gang, hvad det var for noget, så det undrede mig ikke rigtig. For min mor fik en ny mand, så jeg havde nu 2 fædre, og det var jo meget bedre en 1. Nu havde jeg de 2 stærkeste fædre i hele verden. Da jeg så begyndte at blive lidt ældre, så begyndte mine tænder at falde ud igen. Jeg spurgte min mor, hvad det nu var for noget. Hun sagde at det skete for alle små børn, det viste at nu var vi ved at blive store, nu skulle jeg til at have voksentænder. Jeg syntes det lød rigtig sejt. Mig? En lille dreng, der allerede fik voksentænder? Allerede der var jeg imponeret. Da min mor så fortalte om tandfeen, havde jeg nær tabt alle tænderne. Hun fortalte mig om hvordan, det hele hang sammen. Jeg skulle pakke min tand ind i stanniol, lægge den under min hovedpude, også ville tandfeen komme om natten. Hun kom ind gennem vinduet for at hente min tand og i stedet lægge hele 10 kr. til mig. Så hver gang jeg havde tabt en tand, pakkede jeg den hurtigt ind og lagde den under puden. Altid lige inden jeg gik i seng, gik jeg hen og åbnede mit vindue på klem, bare lige for at hjælpe tandfeen med at komme ind. For mit vindue var rigtig tungt. Jeg spurgte min mor om, hvad hun skulle bruge de tænder til. Hun sagde, at hun tog dem med og lavede dem til gebis, til når man en gang blev gammel. Det synes jeg nu lød lidt ulækkert, så jeg gad ikke vide mere. Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at tænke på tandfeen, og om hvordan hun mon så ud. Var det en lille bitte slags flue? En prinsesse med vinger? Lignede hun mon et dyr? Eller var det mon det helt fjerde? Det var noget, som jeg aldrig fik svar på, for lige meget hvor meget jeg prøvede at holde mig vågen til tandfeen kom, fik jeg hende aldrig at se. Jeg glemmer aldrig den dag, hvor jeg fandt ud af, at det hele bare havde været en stor løgn. Alle mine nærmeste bare havde løjet for mig, holdt mig for nar, grint af mig. Den dag jeg fandt ud af at tandfeen faktisk ikke fandtes. Det var en lørdag aften. Jeg havde lige tabt min tand, så jeg løb ned og viste min mor den. Så gik jeg ud i køkkenet for at pakke den ind og gik op og lagde den under min pude. Senere kom min mor ind for at putte og lægge mig i seng. Jeg havde med vilje sovet til middag den dag, da jeg havde på fornemmelsen, at min tand ville falde ud i dag, og jeg ville så gerne se tandfeen, så jeg var slet ikke spor træt da min mor kom ind for at sige godnat. Det vidste hun heldigvis ikke noget om. Senere da jeg havde ligget længe og lod som om jeg sov, der kunne jeg høre min dør gå op. Jeg blev lysvågen, det undrede mig slet ikke, at det ikke var mit vindue, som åbnede, jeg lå og lyttede til de små fodtrin, som kom nærmere på mig. Jeg lå gemt helt under dynen, og kiggede kun gennem et lille hul, som jeg havde lavet. Jeg blev så overrasket, da jeg så det var min mor, der kom og hentede min tand og lagde 10 kr. i stedet. Jeg ville ikke tro på det. Men da hun var gået ud, kiggede jeg under puden, min tand var væk, og der lå nu 10 kr. Jeg kunne mærke hvor ked af det jeg blev. Næste dag ville jeg ikke en gang kigge på min mor, men hun regnede hurtigt ud hvorfor. Da jeg var lille, der troede jeg at alt kunne lade sig gøre. Der var ingen forhindringer, intet der holdte dig tilbage, for at gøre det du allerhelst ville. Hvis du ville flyve, så flyv, ville du gå på vandet, så gå. Gør hvad du vil. Jeg kan huske, at det bedste ved at være barn, det var at jeg ikke behøvede at tænke på noget. Jeg skulle ikke selv sørger for noget, mad, drikke, tøj mm. Nej, det havde jeg min mor og far til. De ville gøre alting for mig. Der blev ikke stillet krav om hverken dit eller dat, man var der bare, som den lille dreng jeg nu en gang var. Men jeg blev jo desværre ikke ved med at være barn.