Unge, præsentationsangst og samfundets pres

Unge og præsentationsangst Vanen tro er der de sidste mange år, ikke gået mange måneder før skolesommerferien melder sin afslutning, før de første læserbreve/artikler begynder at melde sin ankomst i aviserne rundt omkring. Som regel starter det ud med et læserbrev fra et stresset ungt menneske, som ikke kan følge med og føler sig presset i bund af forventninger, både fra sig selv og fra samfundet. Ikke længe efter følger eksperteners svar, nogle gange enige i de unges observation, andre gange dybt uenige, og synes de unge mennesker burde tage sig sammen. En af de unge mennesker som har turde tage bladet for munden og skrevet et debatindlæg, er daværende gymnasieelev Olivia Dam Junget, hun udgav indlægget ”Min generation har angst” i Politiken 24. nov. 13. Uden at have læst artiklen for den os til at stille spørgsmålet - angst for hvad? Men straks vi går i gang med at læse artiklen, begynder vi næsten at få medlidenhed med den unge kvinde. Hun afkræver en masse spørgsmål og sætter en masse tanker i gang om de kære unge mennesker, men er virkeligheden så slem som hun gør den til. På de første linjer står skrevet ”Der er noget galt. Noget er helt rablende galt, når flere unge gymnasieelever mener, at de føler sig stresset. Al den fokus på fremtiden fører til en generation på autopilot.” Og det kan man godt følge hende i. Jeg har et nyligt eksempel fra middagsbordet hjemme ved min mor sammen med mine 2 små søskende. Min trettenårige lillebror fortæller glad under aftensmaden at han har fået tilbudt en hjælpetræner stilling for lilleputterne på det lokale fodboldhold, og inden det overhovedet går op for os, sidder vi og snakker omkring hvor godt det vil komme til at se ud på de fremtidige uddannelsesansøgninger og endnu længere ude i fremtiden - jobansøgningerne. Ingen ord omkring hvor sjov en oplevelse det vil blive, hvor lærerigt det er, eller hvilke spændende ting han kan lærer af det. Hvis fokusset på fremtiden allerede er skruet helt op som trettenårig, hvordan er det så ikke at være 17 år, og skal tage stilling til livet – lige nu og her!?