Karakterræset på de danske gymnasier presser de studerende i sådan grad at langt over halvdelen af elever i 2.g er ligeså stressede som 20 procent af den samlede voksne befolkning. I sidste ende går det ud over både elevernes endelige karakterer og sociale liv. Disse voksne er rådet til psykologisk hjælp, men hvorfor er gymnasieelever så ikke tilbudt denne hjælp? Og kan det virkelig passe at psykologisk hjælp er en nødvendighed for at have et sundt ungdomsliv i gymnasiet?
Der er noget galt. Noget galt med systemet, når størstedelen af de unge gymnasielever føler sig presset til det yderste. Vi går gennem gymnasiet med ideen om at hvis vores snit ikke er højt nok, så har vi spildt vores liv allerede inden vi fylder 20 år. Vi hører vores familie sige ”du skal nok blive til noget en dag”.
Men denne forventning er blot endnu en byrde på vi unges skuldre. Som teenagere er vi i vores sværeste alder. Vi er i gang med at finde os selv, afprøve grænser og udvikle os.
Vi står i den tid hvor vi er mindst selvsikre, hvor der er forventes af os at være de mest selvsikre. At vi skal tro på sig selv. At vi skal række hånden op i klassen, selvom det vi frygter mest, er at vores bud er forkert. På grund af de sociale pres, har vi ikke lyst til at være forkerte. I denne generation er vores syn på samfundet ikke så nuanceret. I vores konkurrenceprægede tankegang, er det hele sort og hvidt.
Det er gratis at oprette en konto