Karterræs

12 i dansk, 12 i matematik, 12 i fysik og 12 i geografi. Sådan lyder begge mine brødres karakterbøger. Det kan være svært at stille op til sådanne krav, især i en tid hvor jeg har så meget andet at tænke på. Når jeg i en ligegyldig matematik test får 4 eller 7, gemmer jeg testen væk, så ingen kan se den. I skolen oplever jeg tit og ofte elever som farer rundt, for at se hvad jeg og de andre fik i karakter. Det kan være hårdt at sk det kan jeg ikke er det samme som at sige at man ikke har fået en særlig god karakter, det kan endda nogle gange være værre, end at sige den karakter man har fået. Jeg bekymrer mig over karakterer, som måske i bund og grund ikke kommer til at have nogen betydning senere hen. Jeg kæmper og konkurrer, både med mine brødre og mine klassekammerater, om hvem der får de bedste karakterer og ikke mindst hvem der får det højeste gennemsnit. Selvom man måske ikke ser det som en konkurrence lige umiddelbart, er det stadig en kamp man har med en masse omkring en, og ikke mindst med sig selv. Hele karakterræset kan føre to veje. Enten så kæmper man så meget for det, at man kommer til at få nogle gode karakterer, og kommer til at blive bedre i skolen. At hele kampen har været sund, og det har resulteret i at man har fået lysten til at blive bedre, og dygtigere. Men det er altså langtfra de fleste der oplever at en stressende daglig, langvarende kamp, har en særlig god eller effektiv virkning. Langt de fleste, inklusiv mig selv, føler mere at hele karakterræset er stressende og trættende. Småstresset og træt er tilstande, som de fleste unge kender til, og oplever jævnligt. Men at være folkeskoleelev og gå meget op i sine karakterer, kan være hårdt eftersom at man tit ser sig selv i situationer hvor man en søndag aften sidder oppe til kl. 2, fordi man lige skal være sikker på at det hele er som det skal være, eller at man blive nød til at sige nej til en fest, eller en aftale, fordi man ved at man skal lave lektier. Karakterræset kan i den grad også have en opgivende effekt, som får en til at miste lysten til at sige noget i timerne, og endda til at gå i skole. Hvis man virkelig prøver at kæmpe for at få gode karakterer, men ens karakterer ikke lever op til ens forventninger, eller man ikke lige score helt nok point, kan man virkelig få en følelse af at det hele bare kan være ligegyldigt, at alt det hårde arbejde er spildt, at man alligevel ikke bliver til noget, og at man alligevel ikke er noget. Hvad hvis man slet ikke havde karakterer? Ville det være beroligende og afstressende for unge, eller ville det få dem til at være ligeglade med skolen? Hvad hvis man ikke måtte vise sine karakterer til andre end den lærer der havde givet karaktererne? Ville skolen og karaktererne blive betydningsløse, eller ville det få unge til ikke at skamme sig over deres 4-tal? Så mange unge der går ned med stress i en så tidlig alder, over simple tal. Det kunne være mine brødre.