Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er blevet spurgt: "Hvad vil du være, når du
bliver voksen?" “Hvad skal du efter sommerferien?” osv. osv.
Som barn svarede jeg altid forskellige ting, som fodboldspiller, astronaut og læge.
Som teenager tænkte jeg, at læge lød klogt og vigtigt. Da jeg blev student, søgte jeg
ind på jurastudiet, da jeg havde haft lidt om det på mit gymnasie. Og ved du hvad?
Jeg kunne mærke fra starten af, at det ikke var mig. Jeg droppede ud, og jeg tog et
sabbatår. Tænkte over tingene. Jeg valgte at søge ind på medicinstudiet, og jeg har
ikke fortrudt.
Problemet er bare, at det her samfund elsker en færdig plan. Helt fra når man er 15
får man spørgsmålene. "Hvad vil du være?" Det lyder måske meget simpelt, men i
virkeligheden er det næsten en fælde. Det forventes åbenbart, at man har et
ordentligt svar eller en retning i tankerne. Noget, der lyder godt nok til at imponere
familien. Og man skal i hvert fald ikke svare "Det ved jeg ikke”.
Sandheden? Jeg skiftede retning mange gange. Jeg tog omveje. Jeg opdagede, at
det, jeg troede skulle være det rigtige, var helt forkert. Og det er okay. Men det synes
Det er gratis at oprette en konto