Vi alle kan vel nok indrømme, at vi synes at reality - dokomentarudsendelser er spændende. Når man sidder og ser en udsendelse, så vil man selvfølgelig have spænding, men hvor langt går grænsen i dag, før det bliver for meget? Når seerne ikke har nogle grænser, så har producerne heller ikke. De gør alt hvad de kan, for at få så mange seer som mugligt, selv om det betyder at de er nødt til at ødelægge et menneskes liv. Dette skriver Max Pedersen om i sin artikkel ”Socialpornografi og mediealfonser”, som han uddelte den 11. september 2004.
Mange af hovedpersonerne i de udsendelser vi ser, er folk der af desperate efter penge eller opmærksomhed, og desperate folk tager desperate beslutninger. De fleste af dem aner ikke hvad det er de gør. En producer der prøver at skaffe en person til en udsendelse, vil atlid prøve at få det til at lyde som noget helt fantastiskt og en måde at få folk til at forstå en. Og det er netop lige det desperate folk tror de har brug for, for at få det godt og blive kendte.
Det der virkelig fanger mig i Max’s artikkel, er romanen ”Bukse Marius”. Som foregår under anden verdenskrig og dokomentarserien ”Rødderne” som foregår lige nu i vores tid. Hvis vi tager bukse Marius først, en mand der stjæler dametrusser, og måske en gang imellem er for nysgerrig, til at gå forbi vinduet, uden at tage et hurtigt kig indenfor. Det sker under anden verdenskrig, og det har været en skam for Marius, at blive fanget i denne trangd han har til at stjæle dametrusser, og han får også navnet ” Bukse Marius” man kunne forestille sig en mand i 40 – 50´erne som ikke har været sammen med en kvinde, og der kunne være mange grunde til det, måske han er for genert eller måske han har psykiske problemer. Marius bliver stemplet for det han gør, og de kalder ham ”Bukse Marius” det han gør er også forkert, men det kan diskuteres om det Marius gør er så overskridende, hvis vi forholder os til nu om dage. Jeg tror ikke at det ville være en storslået overskrift i 2019.
Det er gratis at oprette en konto