Vores statsminister, med ryggen til, taler til unge demonstranter foran Christiansborg, under klimastrejken 15. marts 2019.
Den 15. marts 2019 var der en klimastrejke i mere end 100 lande, hvor skolebørn og studerende kæmpede for klimaet og for at ruske op i politikerne. Bare i København var der flere tusinde demonstranter. Jeg synes bestemt, der ligger en super god intention bag, men vil alle disse demonstranter overføre deres ord til virkelighed? Vi unge er godt klar over konsekvenserne, hvis vi ikke gør noget, men hvad hvis vi gør noget? Er vi klar til at droppe flyveture til den anden side af Jorden og i stedet tage på bilferie i Danmark, eller helt droppe ferien?
Jeg tænker ofte over, hvordan fremtidens energiforsyning vil være, og hvordan klimaproblemerne vil blive tacklet? I den fremtid jeg forestiller mig, har vi fundet løsninger. Der er selvkørende biler, der kører på el fra vindmøller. Bilerne bestiller man via en app på telefonen, ligesom GreenMobility konceptet. Når man kører på vejene, er der ingen kø, og man kan hverken se eller høre vindmøller, selvom de dækker Danmarks energiforbrug. Grunden til det er; at de står langt ude på havet. Det kan godt lyde som et utopisk samfund, hvor teknologiske løsninger har reddet vores fremtid, men jeg tror ikke, vi kan nå dertil uden også at give afkald. En af de ting vi må give afkald på er flyrejser. Først bliver priserne sat i vejret i Europa, og så følger resten af verden trop. Det bliver mødt med stor utilfredshed, også fra de unge, der demonstrerede foran Christiansborg den 15. marts 2019. Jeg tror, vi alle gerne vil have at politikerne tager klimaudfordringerne alvorligt, men jeg tror også, at vi alle må være parate til at give afkald.
Det er gratis at oprette en konto