Analyse af Hanne Brandts 'Tyvens tøs'

Hanne Brandt har skrevet bl.a. Benny og den blå blomst, Sky skibet, Tyvens tøs, Osv.

Hun startede som forfatter i 1980

Hun har været forfatter i 38 år

Referat

Ida og hendes mor og far bor i en lille lejlighed, og alle i byen får af vide at de skal flytte til en ny by, fordi at luften ikke er ren. Men inden da dør hendes mor af pest. Da de flytter hen til den nye by, har de intet sted at bo, så Ida måtte sove i opgangen. Idas far gik på værtshus hver eneste aften og trøste drikker, men på samme tid bruger han mange flere penge end de har. Ida røg en dag også på børnehjem, men der var hun ikke i spor lang tid, for efter et par dage kom hendes far og tog hende med tilbage. En nat vækkede hendes far hende, og sagde at de skulle afsted, men Ida vidste ikke hvor de skulle hen, indtil at hun var der. Da de kom regnede hun ud at de var på fattigmands kirkegården. Hendes far og hende boede i noget tid inde i et gravkapel, men han var altid ud hver eneste aften, men en dag kom han ikke tilbage, så Ida skulle være alene, men så lærte hun Laust at kende, og fandt Lille mår. Ida skulle igennem meget, og hun mødte bl.a. den søde gartner som en dag redte hende fra Svend den sure graver. Hun mødte også et spøgelse, som hed Gertrud, som skulle bruge hende, til at fange gravrøvere, men Ida vidste ikke hvorfor at det lige skulle være hende. Laust troede ikke i starten på at det var rigtigt, men så så han slev hende. En dag kom Laust med nogle svogelstikker som Ida kunne sælge, og det gik rigtigt godt, for om sommeren var der mange ude på kirkegården. Ida begyndte også at sælge dem ude på gaden, og der gik det også rigtigt godt. En dag var der en som der skulle begraves ude på kirkegården, så den nat kom Gertrud frem. Ida så, at Svend var en af gravrøverne, og uden at de vidste det, fløj Gertrud rundt ovenover graven. Lige pludseligt så Svend at Ida stod at kiggede, så Ida skyndte sig væk, men idet hun skulle til at gå, faldt hun og slog sin fod rigtigt meget. Hun troede at Svend ville tage hende, og dræbe hende, men den tanke holdt ikke i lang tid, for så kom Laust og trak Ida tilbage til gravkapellen. Laust fortalte Ida, at hun skulle være alene i lidt tid, men at han snart kom tilbage. Ida faldt i søvn, og vågnede ved at Svend kom ind, Ida blev efter det låst inde, og han sagde at hvis han så Laust, så ville han komme ind til Ida, og så kunne de blive der inde resten af deres liv. Ida vidste ikke hvor lang tid, at hun havde været der inde, men lige pludseligt kom Gertrud, men hun gik hurtigt, for lige pludseligt åbnede døre ind til gravkapellen, og der stod den søde gartner og to rige mænd. De to rige mænd brokkede sig meget over, at hun havde boet der, og de truede hende også med at de ville smide hende på børnehjem, men så sagde den søde gartner at han nok skulle ordne det, men i stedet for at sende hende på børnehjem, tog han hende med hjem til ham og hans kone. Da de kom hjem til dem, skulle Ida fortælle alt hvad der var sket, men først skulle de have kaffe. Hun fik i øvrigt også af vide at de hed Gunnar, og Karen. Karen syntes at det var synd for Ida at hun havde boet i gravkapellen i så lang tid, og derfor, fik hun lov til at bo hos dem. Somme tider skulle hun ned med madpakken til Gunnar, og det skulle hun også den her dag, hvor hun var så desperat, for at komme der ned, for hvad nu hvis Lille Mår var der. Da Ida kom hen til kirkegården, og havde afleveret madpakken til Gunnar, fandt hun nogle poteaftryk, og så fulgte hun dem, indtil at hun noget til et krat. Der så hun Lille Mår, hun blev så glad at hun begyndte at græde, men nu skulle de hjem til Karen. En dag ville Gunnar have Ida med ud at gå, men Ida vidste ikke hvor de skulle hen. Da de ankom, bad Gunnar Ida at gå ind i stalden og finde karlen, og da hun så hvem det var blev hun så glad. Det var Laust. Laust arbejdede i noget tid over ved Gunnar og Karen, og flere gange tilbød Karen, Laust at blive, men han ville hellere bo i stalden. Men det endte alligevel med, at Laust fik arbejde som graver på kirkegården.