Der var fokus på magt og indflydelse. De store jordejer var kongemagten, herremændene og kirken. Halvdelen af befolkningen bestod af bønder, som enten skulle være fæstebønder, eller være selvejere. Det meste af Vesteuropa var i middelalderen præget af det feudale system, det kommer fra det latinske "feudum", som betyder lån eller len. Feudalismen opstod, da krig med væbnede rytterhære blev almindelig. Det var dyrt for kongemagten, at have en stor stående hær, så derfor indførte man et system, hvor herremændene aflagde en troskabsed til kongen, og forpligtede sig til at stille med et antal væbnede ryttere, når kongen krævede det. De fik derimod skattefrihed, og ret til alle indtægter fra bønderne på deres jord. Forleningen var på livstid, men efter blev lenene arvelige. Kirken blev en stor jordejer pga. Kongens gaver, men på den måde skulle de give tjenester, og derfor blev kirken en religiøs, politisk og økonomisk magt i det middelalderlige samfund. Jordejernes pligt var, at beskytte bønderne på deres jord til gengæld for retten til afgifterne fra jorden. En fæstebonde kunne derfor være i fæste enten på et kongeligt ejet gods under en herremand, eller på et gods ejet af kirken. Det feudale system havde en lang række gensidige rettigheder og forpligtelser opad og nedad i samfundet. Kongemagtens indtægter var formindskede, for der kom ingen skatter til kongen fra herremændene og kirken. Kirken skulle via sine bønner, sikre befolkningen frelse dvs. del i Guds nåde samt det evige liv. Kirken stod også for en række hellige handlinger, de såkaldte sakramenter, som omfattede: dåb, nadver, konfirmation, skiftemål, den sidste olie, ordination og ægteskab. Den verdslige funktion hang sammen med, at det var stort set kirkens folk, som kunne læse og skrive, og til kongens hof var det altid tilknyttet nogle gejstlige, som kunne skrive de dokumenter, kongen ønskede. Der var i den tidlige middelalder godt samarbejde mellem konge- og kirkemagt, men i anden halvdel af 1200-tallet var der en lang periode, hvor kirken var i strid med kongemagten, og udnyttede alle de gejstlige magtmidler, som den havde, herunder interdikt (forbud mod at holde gudstjeneste) og bandlysning (udstødelse af kirken og udelukkelse fra alle kirkelige sakramenter). De stridende gejstlige valgte at tage til paven i Rom, men paven valgte, at føre realpolitik og ikke komme i åben konflikt med kongemagten. Kirken accepterede i midten af 1300-tallet, at underkaste sig kongemagten. Til gengæld voksede kirkers og klostres ejendom, og i begyndelsen af 1500-tallet ejede kirken omkring en tredjedel af landets jord.
Det er gratis at oprette en konto