Mellemkrigstiden i Tyskland: Weimarrepublikken og hyperinflation

Efter første verdenskrig var Europas økonomi og nationalitet for den sags skyld betydeligt svækket. Man gik fra en krigsøkonomi til at skulle tilpasse sig til nye økonomiske strukturer, hvilket gav store problemer for Europa. Tyskland var hårdt ramt økonomisk pga. af deres erstatningsgæld. Tysklands erstatningsforpligtelse var endelig fastgjort i 1921 til i alt 132 milliarder guldmark om året. Det var en kæmpe belastning for Tyskland, da de ikke havde råd til at betale for så store beløb, samt var de heller ikke villige til det. I 1923 gik det op ad bakke for Tyskland, for man havde forhandlet sig frem til nedsætninger af Tysklands store erstatningsbetalinger. Herfra tog den økonomiske vækst fart.

Weimarrepublikken er det uofficielle navn på den demokratiske tyske republik, der opstod af asken efter nederlaget i første verdenskrig. To økonomiske katastrofer ramte weimarrepublikken, hvoraf den første slog ned i 1923 og blev kaldt hyperinflation. Fra 1918 til 1922 gik udviklingen i en positiv retning med lav arbejdsløshed og voksende industriproduktion, men der var alligevel et problem for Tyskland, da en stor del af den tyske produktion blev eksporteret til udlandet som erstatninger – hvor tyske virksomheder så gik til statskassen for at få deres betaling. Dette lagde et kæmpe pres på den tyske statskasse. I 1922 var problemet vokset sig så stort, at Tyskland ikke længere kunne betale deres betalingsforpligtelser. Franske og Belgiske tropper reagerede på dette ved at besætte Tysklands vigtigste industriområde Ruhr. Industrien i Ruhr standsede, da arbejderne gik i protest strejke. Tysklands regering måtte trykke flere pengesedler, da Tyskland nu havde nået en stor økonomisk krise, efter at skatteindbetalingerne fra Ruhr stoppede. Statens underskud eksplodererede og inflation blev skabt. Marken blev næsten gjort værdiløs. Inflationen gjorde at de fleste lønmodtagere arbejdede i elendighed, da lønnen ikke fulgte med de sindssyge prisstigninger. Produktionen gik i stå, da der ikke længere var nok penge til at sælge produktionen for. Hyperinflationen satte sig som dyb bitterhed hos mange mennesker, hvilken de rettede mod weimarrepublikken.