Oplysningstiden: litteratur og stil

Oplysningstiden startet i 1720 og sluttet i 1800 tallet.

I 1700 tallet have en enevældig konge som bruge styre formen som hed oplyst enevælde.

Som enevældig konge af Danmark i 1720, lov man ikke befolkning stille spørgsmål til samfundsmæssigt problemer.

1700-tallets forfattere er bevidste om, at de har en opgave i at udvikle det danske skriftsprog – især prosaens sprog. I barokken havde man et lignende projekt, hvad angår poesien/lyrikken. Det gælder i oplysningstiden om at gøre prosasproget egnet til at formidle rationel tænkning, og det gælder om at skabe enighed om, hvordan dansk overhovedet skal skrives. Tidligere var skriftsproget latin, når man skulle udtrykke sig om vigtige emner, og der er i det hele taget ikke skrevet meget prosa på dansk før 1700-tallet.Oplysningstidens fokus på fornuften afspejler sig i den måde, man skriver på. Fælles for de to stilarter, der præger oplysningstiden, er, at de gør op med barokkens voldsomme, følelsesfulde og dramatiske stil. De to stilarter er den klassicistiske skrivestil og rokokoen.Klassicismen IDOplysningstidens digtere har det til fælles med barokkens, at de ikke lægger særlig stor vægt på originalitet. De lader sig inspirere af den græske og romerske oldtid, hvad angår stil og genrer. Disse genrer er klart definerede og normative – det vil sige, at man har vedtagne regler for, hvordan de skal se ud. Men klassicismen er også en international strømning, og de danske digtere læser og efterligner i lige så høj grad deres franske, engelske og tyske forbilleder som de antikke. De danske forfattere konkurrerer med hinanden og med deres udenlandske kollegaer om at blive bedst inden for en genre. Denne efterlignings- og låneteknik er klassicistisk.