Fløjtekedel

Den lille dreng sidder der i skrædderstilling midt på køkkengulvet, helt alene, hvor han altid plejede at danse rundt, med hans mor om morgenen. Han kigger rundt der var igen, der var kun kedlen på komfuret som lugtede lidt brændt. Det eneste der nu er til at varme ham i lejligheden, er solstriben som rammer gulvet, ind mellem de hvide gardiner. Han er forladt, den eneste der ikke har forladt ham endnu, er fluen på gulvet som nærmer sig. Drengen tænker på moderen mens han ligger der og kigger på kedlen, hendes bløde hænder der plejede at holde om ham og hendes lugt han plejede at kunne lugte, mens hun krammede ham og sagde ”Jeg elsker dig min dreng” men stemmen var borde, hun var borde… Det eneste der er, er kedlen som hvæser ad ham. Moderen og den lille dreng plejede altid, at ligge der på gulvet der duftede af sæbe sammen, men ikke mere. Nu var det kun med fluen der nu står stille, han lå der på gulvet med. Kedlen begynder at skrige, fluen bliver bange og nu er den også borde, hvad skal det snart betyde? Kedlen bliver meget vred, ligesom drengen, halsen strammer af at råbe efter hans mor og øjnene græder. Han bliver vred, dumme kedel og dumme mor det bliver aldrig som før igen. Drengen hyler og hyler over at der ikke er nogen der kommer, der kommer aldrig nogen. Han har sat sig ned og sparker til køkkenet og råber dumme snart, dumme igen, alle sammen er dumme, alle har forladt ham…