Analyse af Karen Blixens 'De blaa Øjne'

Karen Blixen er en verdenskendt forfatter, som mange over hele verdenen kender til.

Men ikke nok med dét, så er hun også en af de eneste kvindelige, som man i dag tager i betragtning, i danskfaget generelt. Dette skyldes hendes helt unikke egentskaber som skribent, og mest af alt, hendes ukategoriserbare værker, som nogle mener de er.

Et godt eksempel på dette kan være Karens Blixens novelle, “De blaa Øjne” fra 1942,

hvor man virkelig får en fornemmelse af, hvilken kunst der ligger bag hendes værker.

De Blaa Øjne handler om en ung skipper fra helsingør, som er dybt forelsket i sin kone, Sofie. En dag kommer skipperen begejstret hjem fra togt med en gallionsfirgur, som skal symbolisere sin kone. Den ville han have med på togt når han skulle rejse, og på båden fik den så sin plads. Dog falder gallionsfiguren ikke i så god jord hos Sofie, som den ellers gjorde hos skipperen selv. Figuren fik nemlig flere dyrebare ting end hans kone gjorde.

Da skipperen igen kommer hjem fra togt, fortæller han sin kone, at nu har gallionsfiguren også hendes øjne. De var lavet af blå sten, og til dét føler Sofie sig gevaldigt overset, da hun svarer, at hun hellere ville have haft dem som øreringe til sig selv. Sømanden skulle for trejde gang på togt, men denne gang var særlig, for der blev nemlig holdt gilde før hans afrejse. Samme aften fik Sofie den ide, at tage stjæle figurens øjne og erstatte dem med blåt glas, så hun kunne tage til guldsmeden, for at få stenene lavet om til et par øreringe. Sofie tog en lygte i hånden og gik ud i haven med glarmesteren, som hjalp til. Skipperen opdagede ikke noget og tog dagen efter på togt. Skipperkonen, Sofie opdagede pludselig efter nogle dage, at hun mistede synet mere og mere, dag efter dag. Hun opsøgte en gammel finsk kone i Helsingør, som hun spurgte til råds. Den gamle kone behandlede Sofies øjne, men indså at hendes hjælp ikke var nyttig. Den finske kone fortæller Sofie, at hun om inden længe vil være blind. Hun græder og ønsker blot at se hendes mand igen, og at han kan komme sikkert hjem til hende, så hun kan sætte stenene på plads til hvor de hørte til, men samme dag fik hun brev fra konsulen om, at både mænd og mus var sunket til bunds.