Punkkoncerter, vegetarmad og venstreorienteret bladproduktion. Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København var fra 1982 centrum for en række kulturelle og politiske aktiviteter og tilholdssted for en gruppe unge med tilknytning til den yderste venstrefløj. Men i 2000 solgte Københavns Kommune huset, og selvom de unge nægtede at forlade det hus, de i 1982 fik foræret, så var der ingen kære mor. Den 1. marts 2007 blev de unge smidt på gaden af politiet, og Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev revet ned. Grunden, der stadig står tom, bliver af de tidligere brugere af Ungdomshuset kaldt “Ground 69” med en henvisning til Ground Zero i New York, hvor World Trade Center stod før terrorangrebet i USA den 11. september 2001. Selvom Ungdomshuset Jagtvej 69 er afgået ved døden, er det ikke slut med ungdomshuse i København. Som en fugl Fønix, der opstår af asken, er der med hjælp fra de københavnske lokalpolitikere og Fonden Jagtvej 69 oprettet et nyt Ungdomshus på Dortheavej 61 i Nordvest. Det nye ungdomshus åbnede i oktober 2008. Ungdomshuset, også kaldet Ungeren, på Nørrebro i København var i årene 1982-2007 kendt som tilholdssted og undergrundsscene for forskellige grupper unge, der kulturelt og/eller politisk tog afstand fra det etablerede samfund. Huset, der lå på Jagtvej 69, blev opført i 1897 som Arbejdernes Forsamlingsbygning og var som sådan kendt bevaringsværdigt af Skov- og Naturstyrelsen[1], en status som dog blev ophævet af Kulturarvsstyrelsen i 2001. I 2000 blev huset solgt af Københavns Kommune til HUMAN A/S, som senere blev købt af frikirken Faderhuset. Fra rydningen, der foregik på en torsdag i marts 2007, frem til juni 2008 demonstrerede tidligere brugere og støtter af Ungdomshuset hver torsdag for et nyt ungdomshus i København. De såkaldte torsdagsdemoer drog under ledsagelse af musik, bannere og kampråb ud i København med afgang kl. 17 fra Gammel Torv. Efter aktionen G13 indledte Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard forhandlinger med repræsentanter fra bevægelsen om oprettelsen af et nyt Ungdomhus, og den 27. oktober opnåede man enighed om en rammeaftale. Efter nogle måneders yderligere forhandlinger landede man på at placere det nye Ungdomshus i en del af Kulturhuset Bispebjerg Nordvest, og d. 11. juni 2008 vedtog borgerrepræsentationen den endelige aftale med løfte om ibrugtagning af det nye Ungdomshus d. 1. juli 2008.
Det er gratis at oprette en konto