Mens øksen svinger kan jeg mærke fortrydelsen fremkomme lige så stille inde i min krop, og tanken om hvad det er jeg har gang i suser inde i mig. “Hvad er det jeg gør? Hvad skal jeg gøre? Hvorfor dræber jeg et menneske uden en ordentlig grund?” Min krop bliver helt kold, min hjerne syder med skyldfølelse. Og dog kommer jeg i tanke om hvad min far altid sagde til mig, da jeg dengang var den søde lille Ravnkel, “At forsvare en fejl er at fejle igen!”. Jeg kan se ham for mig, min far, min helt, manden jeg altid har set op til. Jeg kan mærke han skammer sig over mig, jeg kan mærke det i hele min krop.
Jeg kigger ned ad mig selv ser alt blodet, jeg kan mærke mine fødder blive varme som en sol der lige rammer nogle store mørke sten. Jeg ser ned igen ser at det ikke kun er blodet der varmer mine fødder, men at jeg har tisset. Jeg har tisset ned af mig selv, min krop reagere som min hjerne, de ved ikke hvad der foregå, hvad der lige er foregået eller hvorfor det hele er sket. Jeg har det med at handle før jeg tænker, med at blive ilter, afkoble hjernen og afreagere. Det er noget jeg altid har gjort, men jeg ønsker ikke at det er noget jeg bliver ved med. Jeg vil ikke længere være ham alle er bange for, men en som man kan komme til hvis man har brug for hjælp eller støtte. Jeg vil være ham som man ser op til en man kan blive uvenner med uden at frygte for sit liv.
Det er gratis at oprette en konto