Dagene gik langsomt. Tror aldrig jeg har oplevet noget lignende. Dagens rutine var meget simpel. Skole, pause, skole, pause og fri. Frygten for at få corona var stor. Man kunne ikke genkende gaderne længere. Alt var tomt. Helt tomt. Hver morgen kunne jeg mærke mit hoved pumpe. Morgenen var helt klart den værste tid på dagen. “Op og stå, skolen kalder”, sagde mor. Kræfterne i kæben var der ikke. Den eneste måde jeg svarede på, var et lille nik. Hun efterlod den samme mad til mig hver morgen. Havregryn med masser mælk. Følelsen af de tørre havregryn, var forfærdelig. Det føltes som glas, som blev hældt i halsen på mig. Jeg kunne mærke maden synke ned i maven.
Efter skole skulle resten af dagen bare flyve afsted. Jeg kunne ikke overskue det mere.
Min mor havde en stærk mistanke. Corona. Hun troede jeg havde corona. Grunden var at jeg var meget træt. Rettere sagt ,helt død på grund af kedsomheden. Jeg kunne godt forstå hende.
Den samme mistanke ville jeg selv have, hvis jeg havde et barn. Min mor mente at det var nødvendigt at teste mig. Jeg nægtede. Det gjorde ingen forskel. Jeg havde intet valg. Jeg blev trukket hele vejen fra Bispebjerg til Rigshospitalet. 2 kilometer. 2000 meter hvor jeg ikke kunne tænke klart. Mit hoved var fyldt med tanker. “Har jeg corona?, Hvad ville mine venner tænke? Eller endnu værre, ville jeg miste dem?”.
Det er gratis at oprette en konto