Analyse af Signe Svendsens 'Ny Passager'

Ny Passager. Sangteksten af Signe Svendsen, er et indblik hvordan verden er i dag. At vi lever i vores egen lille boble. Vi gemmer os i frygten om at skulle skabe kontakt med et fremmed menneske i samme situation. Vi kigger kun kort omkring og sender blikket direkte tilbage til sikkerheden. Alting er som det altid har været. Indtil en ny passager stiger på. En forandring i rutinen. Men vi lader som ingenting. Vi har stadig frygten om at skulle ændre ting, og prøve noget nyt. Vi sidder bare i vores egen lille ensomhed. Han bliver forvandlet til den samme ynklige person som alle andre ombord. Han har taget springet, og vil give tilværelsen en ny chance, men bukker under. Ingen tør henvende sig til det nye. Derfor er det nemmest hvis vi allerede kender nogle der er til stede. En vi har brudt vores sikkerhedsboble med. I det sjette stykke i sangteksten, som lyder. "Her forladt sin person. Han står på. Et nyt liv på skinner"er decideret smuk. Man flyver for reden, og ud i den store verden, dog uvidende om hvordan resten af verden vil reagerer på dig og din tilstedeværelse i samfundet. Det er nysgerrigheden der driver os, men vores travlhed får os til at glemme at stoppe op, nyde øjeblikket og blande som med andre. At skabe ny kontakt, og udvide sin horisont. Jeg kan godt pågribe mig selv i bare at fortrænge til ensomheden. Det er letteste. Der kommer man ikke til at træde på andre. Man ser altid i Amerikanske spillefilm, hvor den helt store kærlighed bliver fundet i bussen mellem to teenager. Men inderste inde ved vi jo udmærket godt at det aldrig kommer til ske for os selv. Jeg giver Signe ret. Vi er lukket til og bange for at skulle dømmes af andre. Når vi træder ind et nyt sted, som en bus. Det første man møder er den altid sure buschauffør, hvor et smil ikke kan vrides ud, som en tør svamp. Der brude næsten stå direkte i pande på ham "Jeg er anbragt her" så greven er han. Da man så får sig træsket med hastige skridt videre, kommer den store frustration. Hvor skal man kigge hen? Hvor skal man sætte sig? Det er den helt store handlingsplan der skal laves. "hvis jeg nu sidder forrest i bussen er chancer store for at den knotne gamle dame med rollatoren sidder sig ved siden af. Men længere oppe i vil man sikkert træffe de to belastende tøser der går to klasser under." Det er underligt vi tænker sådan. Men det gør vi altså bare. Det sker hele tiden. Selv i morges da jeg skulle med bussen i skole. På grund af vejret var min sædvanlige bus forsinket, og måtte drive til andre metoder. Så determinerede jeg mig for at tage "den anden bus". Jeg følte straks 12-15 øjne anbringe deres blik mod mig da jeg steg på bussen. Indtil jeg vendte mig i mod dem, for at gå igennem bus mod en plads. Der var deres blikke igen bragt i sikkerhed i deres egen boble. Gad vide hvad de tænkte da jeg tråde ind i "deres" bus? Er følte jeg mig som den ny passager. Jeg er overbevist om at vi er bange for at krydse andres liv og at et akavet øjeblik skal opstå. Men vi ser det vel som den letteste løsning bare at passe os selv. Min storebror kom en dag hjem fra arbejde, med et smil på læben. Han havde siddet i toget til Århus, som altid gør. Han sidder altid på den samme plads på samme tidspunkt. Da en gevaldig stor kvinde med postkasse rødt hår havde sat sig ved siden af ham. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagerer, så han rykkede forsigtigt sin krop med vinduet. Da han tænkte det hele ikke kunne blive mere akavet, trak damen sin taske frem. Der skulle lægges den helt store krigsmaling. Man kunne se på min brors ansigt at det bestemt ikke var kønt. Jeg tænker det nok er derfor vi holder os for os selv. Vi er alle forskellige og ingen er ens. Man kan aldrig vide om kvinde selv tænkte at min storebror da var en mærkelig en, eller måske manden bagved sad og små grinede af ham. Så vi tager springet og retter os ind op geled så ingen skal grine os. Det gør jeg, der findes ikke noget værre end at vide man er til grin hvis man er ny. Som den dag vi startede på den nye skole i sommers. Vi var alle nye passager, ingen snakkede sammen de første mange dage, kun med dem man kendte. Der vil altid være en ny passager, men hvem bliver den næste, man ved aldrig.