En sommerdag hvor fuglene fløjtede, og kvistene knækkede under mine fødder, som var det bekymringer, der blev frigjort. Dengang var jeg blot syv år gammel, og min største bekymring var, hvornår jeg igen skulle spise. Bekymringer var ikke nær så seriøse som dem, man den dag i dag læser i avisen. Klimakatastrofer, ’Jorden går under om 100 år’, aliens fra Mars overtager jorden, mennesket bliver en programmérbar maskine. Det er overskrifter, der de seneste år har trukket en del opmærksomhed til sig. Alle disse skræmmescenarier om en fremtid præget af disharmoni, bliver oftere og oftere sat som tanker hos samfundsborgerne. Dette er blevet et frit tilgængeligt område, hvorpå det enkelte individ har mulighed for at klarlægge dets største frygt om fremtiden. Dystopier ses ofte i form af film og tekster, hvor disse både bliver set på baggrund af den underholdningsværdi, der er i materialerne, samt det håb der skabes for seerne. Men hvorfor lytter vi til mennesker, der lige pludselig bliver til spåkoner, hvor individets samt samfundets skæbne ligger i deres hænder? Og har dystopierne den effekt, at menneskers liv bliver levet igennem disse skræmmescenarier, som giver os den spænding og adrenalin, vi længes efter?
Dystopierne, der beskriver de værst tænkelige momenter, der fremadrettet vil ske i fremtiden, er blevet mere interessante for individet at høre om. Dette bliver også vist i uddraget af 1984 af George Orwell, hvor der her vises en verden som er genskabt efter store broderens ønske uden mulighed for at flygte, og hvor mennesker stadig er af kød og blod, men blot agerer og falmer rundt som robotter af ren frygt for at blive opdaget i at have selvstændige tanker. 1984 er et pragteksemplar på, hvordan dystopien bliver fremført som et overvågningssystem, hvor sandheder bliver til løgne og løgne til sandheder. Samfundsbeboernes følelser bliver holdt i skak, og tilværelsen er under diktatur, hvor individet i højere grad ses som en karakterløs robot uden en menneskelig fortid med den samme rutine, samme gang og samme tankemønster: ”Han kunne ikke huske noget om det(…) og som ikke sagde ham noget.” En individuel tanke eller handling ville skabe kaos og i sidste ende blive værst for en selv, fordi alt man sagde, gjorde og tænkte blev overvåget: ”Tankepolitiet gik ind på den enkelte ledning (…) det var endog muligt at de iagttog alle hele tiden”. Den menneskelige forstand der siger os, at 1+1 er 2, ender nu med at give 3 eller 5, som var man indsat på den lukkede afdeling, helt brændt af på LSD: ”KRIG ER FRED, FRIHED ER SLAVERI, UVIDENHED ER STYRKE”. Dét er effekten af store broderen.
Det er gratis at oprette en konto