'Tepotten' af H.C. Andersen: analyse af personlig udvikling

Det er svært i dag at skulle leve op til samfundets normer, man bliver dømt på ens udseende i stedet for ens personlighed, hvilket er derfor man som ung, går meget op i hvordan folk ser en. Tepotten af H.C. Andersen fra 1862, tager os igennem en fortælling som mange i dag kan relatere til, fortællingen afspejler sig på mange måder det samfund vi lever i i dag. Tepotten starter med kun at gå op i sit udseende og sig selv, den er hovmodig og arrogant, men den går igennem en personlig udvikling igennem fortællingen, hvor den ender som næstekærlig og ydmyg. Vi oplever dens personlige udvikling gennem tepottens egen synsvinkel, og ser at på trods af, at tepotten når det laveste punkt i sit liv, ender den lykkeligt til dens dages ende, alt sammen takket være et blomsterløg.

Tepotten er lavet af porcelæn, den har en lang tud, og en bred hank, derudover har den et låg, som er knækket, som tepotten selv referer til som en ”mangel” (l.5). i de første afsnit virker tepotten selvglad, da den er meget stolt af sit udseende, ordet stolt bliver adskillige gange brugt i beskrivelsen af tepottens udseende (l.3). Specifikt I andet afsnit får man indtrykket af, at tepotten er arrogant og føler sig overlegen alle andre på tebordet, da den har en tud, den referer til sig selv som ”dronning på tebordet” (l.11). Den føler også at den er højest oppe i hierarkiet, den ligger sig selv i samme niveau som gud, når den siger at det er den der ”udbreder velsignelsen” (l.10), den ser sukkerskålen og flødepotten, som privilegeret, da de får lov til at være i selskab med den, og ifølge tekoppen ”være velsmagens tjenerinder” (l.12). Ifølge tepotten selv har den ydmyghed, beskedenhed og begavelse, da den erkender sin mangel (8-9), men selv dens mangel prøver den at vende til noget positivt, da tepotten i andet afsnit siger: “jeg erkender den, deri er min ydmyghed” (l. 6-7). I afsnit 3 bliver tepotten tabt, og alt det der før gjorde den speciel og overlegen, gik I stykker (l.16-17), den gik fra at være den, som de andre så op til, til at være den, som de gjorde grin af (l. 8-9). Tepotten føler sig værdiløs, da den efter hændelsen, bliver givet væk til en fattig kone (l.22). Tepotten er på det laveste, den nogensinde har været ”jeg kom ned i armoden” (l. 24), men så bliver der plantet et blomsterløg i den, som spirer og det er her i, at tepottens personlige udvikling starter og, og som tepotten selv siger ”som jeg stod, begyndte mit bedre liv” (l.22-23). Blomsterløget gav tepotten et nyt liv, den blev til tepottens hjerte, og det at tepotten siger, at den ikke før har haft et hjerte, er et symbol på, at den har indset hvad blomsterløget har givet den- glæde og kærlighed, ”det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et sådant havde jeg aldrig før haft” (l. 26-27). Den var ikke selvglad mere, den tænkte slet ikke på sig selv længere, men blomsterløget ”jeg glemte mig selv i dens dejlighed” (l.29). Vi bliver præsenteret for tepotten fra et andet perspektiv, nemlig dens indre, og ikke længere dens ydre (l. 28). Til sidst i eventyret, da tepotten går i stykker, er den ikke længere optaget af, hvordan de andre griner af den, men i stedet tænker den på at blomstens velfærd ”men blomsten kom i en bedre potte” (l. 32).