Umenneskelige betingelser i Østtyskland

Vi lever i uro. Vores hverdag som vi kendte og levede trygt i, er vendt på hovedet. I stedet for at hører fuglene synge om morgen hører jeg nu gråd og protester. Mine børn er utrygge, og jeg kan ikke sikre dem om at alt er godt. For jeg er selv usikker på det. Vi burde alle kunne forsikre vores børn om at vi tror på deres fremtid er i gode hænder, om at de kan ytre sig som de ville. Men hvordan forventer i vi skal kunne det når vi lever i frygt

Vi lever bag mure som er bygget for at holde os inde. Vi er som dyr i en zoo. Buret inde og uden en stemme til at sige noget til det. I har skærpet os fra resten af verden, som var vi pesten. Vores bekendte og beslægtede er på den anden side af muren. Vi bliver holdt øje med af alle hvilket skaber so stor en paranoia at man selv begynder at holde øje med andre. Ved skabe afstand til alle andre lande laver i også afstand mellem befolkningen i Østtyskland. Hvordan kan i have lov til at bestemme over vores liv på den måde.

Hvordan har i som regering kunne kigge hinanden i øjnene og sige at det her er rigtigt. At det her følelse som det moralske rigtige at gøre. Hvorfor skal i have så meget magt over vores liv, fremtid og fritid. Jeg tør ikke engang spørge min nabo om et æg, eller hvordan postbuddets dag har været. For det følelse som en krænkelse at gøre hverdags ting. At lave de ting vi plejede at gøre, er som at skyde en uskyldig så forkert det følelse. Mine børn er begyndt at tegne tegninger at muren i stedet for tegninger af biler. Når de spørg mig ”Mor. Hvornår skal vi ses morfar igen?” og jeg må svare dem med en bæverne læbe og våde øjne at jeg ikke ved det. I har givet os ingen dato på hvornår. Intet svar på hvordan.