Jeg fucking elsker at bande. At bande er som at tale med blokbogstaver, de ligger godt i munden og er nærmest designet til at eksplodere i luften med deres kraftige konsonanter og heftige tryk.
Pis, lort, fuck. De små krabater hjælper mig, når jeg taber en tallerken på gulvet eller banker hovedet ind i skabslågen over køkkenvasken. Et hurtigt bandeord eller to, og jeg er videre, som et effektivt giftmiddel mod hverdagsvreden, så den ikke begynder at forplante sig som ukrudt i mit indre. Bang! Og arrigskaben er væk.
”Kokasse-smatkælling” blev hurtigt min favorit, men ”skidegiraf” var nu også ret godt. Og selvfølgelig holdt jeg dem ikke for mig selv, når bandetimen sluttede…
Eder og forbandelser har altid været en fast del af mit sproglige repertoire. Da jeg var et lille barn på ca. 8-9 stykker havde vi bandetimer, hvor alle ord var tilladt i et begrænset tidsrum, så længe man lovede, at bandeordene aldrig slap ud af huset. Når først uret tikkede, blev det ofte til en konkurrence om, hvem af os der kunne finde på de sejeste bandeord. ”Kokasse-smatkælling” blev hurtigt min favorit, men ”skidegiraf” var nu også ret godt. Og selvfølgelig holdt jeg dem ikke for mig selv, når bandetimen sluttede…
Det er gratis at oprette en konto