Månens klare lys strålede gennem vinduet. Julie havde efterhånden vænnet sig til byens støj, så det generede hende ikke længere. Urets slag jagtede hende på det lille værelse, men hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun kiggede bare ud ad vinduet. De strålende stjerner var spredt som mælkebøttefrø på nattehimmelen. De kaldte nærmest på hende. Hun kunne høre musikken og de hujende mennesker på gaden. Hun savnede det, hun savnede følelsen.
Sådan var det også den nat. Det eneste hun ville, var at være fri. Men han havde drukket og hun havde ingen hjelm på. Hun vidste det kunne gå galt, men hun lyttede ikke. Hun mærkede styrtet og forskrækkelsen da hun så hans blod. Hun ønskede det var hende, for det var hendes skyld.
Der ligger hun så på hospitalssengen, og føler sig mere fanget end nogensinde før. Først nu kommer hun i tanke om, hvor meget hun savner ham. Hendes hoved dunker, og hun er bare blevet mere træt. Hun lader de tunge øjenlåg falde. Hun ser ham stå på marken med mælkebøtter. Hun borer sine bare tær ned i det kølige græs, og dufter den friske brise.
Det er gratis at oprette en konto