I kong Haralds tid. Eivor søn af høvding Sigurdsen, tvilling af den mægtige tvilling Sigurd, som var forlovet til skønne Astrid Gribbesen. Hun var datter af guldsmeden Adelbol. Han var storebror til den smukke ungmø Sigrid, som var beundret helt fra den højeste bjergtop i Norge til den mindste sø med det tyndeste lag is. Skete der det, at i høvdings store stamme. Blev en dag taget på sengen.
Det var Kjotve den onde og hans klan. Barbariske soldater kom tromlende ind med deres heste tidlig morgen, hvor solen næsten ikke havde vist sig. Eivor havde knap kysset sin drømmepige i drømmenes verden, inden kamp hornet havde lydt og tordenguden Thors nærmest blinde lyn havde spredt sin skræk i hele landsbyen. Eivor samt hans bror Sigurd vågnede op i skræk, forvirret og kun små 14 år, men for dem var alder kun et tal. De havde holdt et sværd og træning var det sidste de ikke ville få. Skjoldet bag ryggen og med læring i kamp var de godt rustet. Atter kunne de vise sig frem for sin far og ikke trække et træsværd, men deres rigtige sværd. Lavet af den skarpeste klinge og smedet af en ældre herrer kaldt Brixen. Det siges at gamle Brixen brugte ilden fra mægtige fabeldyr nemlig fra nordiske drager, og med sin overarm på størrelse med tordenguden Thors hoved fik svinget sin hammer på det glødende metal. Efter skabningen af sværdene dyppede han sværdene ned i vandet fra søen, der blev lavet af en enkelt dråbe fra tordenguden Thors kone Sifs tåre, da den snu gud Loke klippede gudinden Sifs gyldne hår af i en spøg.