Først drab, så hævn, derefter drab igen, også hævn igen som til sidst ender i ærgrelse. Det er jo ligesom at spille et spil, der skal hele tiden ske et eller andet. Helst blodigt og spændende. Efter aldrig at have læst en saga før eller gået i dybden med det, blev jeg alligevel ret overrasket over indholdet.
Ravnkel Frøjgodes saga starter på en meget oplysende måde, ved at der blev nævnt alle disse slægt navne og hvilken tid det er på. Vi for fortalt en smule om Ravnkel Frøjgodes forhistorie og om hvordan han og hans familie for forplantet sig, der hvor de har gjort det.
Derefter bliver der sprunget videre til Torbjørn, hvis søn ,efter Torbjørns mening, er blevet gammel nok til at flytte hjemmefra for at at arbejde og leve selvstændigt. Torbjørn råder sin søn, Ejnar, til at søge arbejde hos Ravnkel Frøjgode. Det gør Ejnar så. Men da alle de bedre stillinger er taget ender det med at Ejnar skal holde styr på fårene og hestene. Ejnar får så dog at vide, at der en hest Ejnar ikke må ride på, hesten Frøjfaxe. Hvis det sker bliver Ravnkel Frøjgode nødt til at slå der har redet på hesten ihjel, det skal han ifølge en ed Ravnkel Frøjgode har svoret. Her er et godt eksempel på et mandighedsideal. Ravnkel Frøjgode bliver jo nødt til at overholde denne ed, for ikke at bliver gjort til grin eller ydmyget. Men ved også at lave denne ed, giver det ham også en smule respekt og ære, for at Ravnkel Frøjgode er seriøs omkring den her hest Alle de andre heste må Ejnar gerne ride på.
Det er gratis at oprette en konto