Som hvis en stor, sort sky var kommet rullende og havde dækket den ellers helt klare, blå himmel. Og de vidste, at lige meget i hvilken retning de stak i rend, så ville de blive pjaskvåde. På denne måde så de den komme dem i møde. De kunne kun håbe, den drev videre. Den kom gående nede fra den anden ende af banen. En stor, sort skikkelse, der vuggede fra side til side, som et rovdyr, en hanløve, der træder ud på den åbne savanne og bærer uovervindeligheden i sin lade holdning. Det kunne ikke være andre. Der stod Ngolo Raheem. Drengens føder er større end elefants ben, drengen løb som en leopard, med store korte ben i fodboldstøvlerne. Fansne drejede hovederne om efter han missede. Et meget kort øjeblik blev de nervøst, de overvejede at give op med og hæppe. Måske ville han bare bevise dem, at han godt kan score, måske ikke. Men og score ville han. På et eller andet tidspunkt, skal han nok score foran dem. En spiller ville takle dem bagfra, og der kom han, løbende mod Ngolo Raheem. ”Nu skal du ikke blive bange”, råber han. Er du sådan en lille bangebuks, der stikker af, spørge han. Eller måske er han bare bange for at gøre noget. Men tanken om og blivet skadet gjorde ham bange. Han ville bare løbe væk, for at være på den sikre side, og ikke blive skladet. Han ville bare bevise dem at han kan score. De spillede videre, selv om modstanderen gjorde noget han ikke må. De spillede en halvej. Det var umuligt at spille i regnvejr, der var for mange vandpytter, Ngolo Raheem stod i læ op ad den ene hytte. Det regnet og regnet. Musklerne spændte sig under den sorte træningstøj, og de sorte shorts, han kunne ikke mærke sine ben. Ansigtet var rødt som en tomatsuppe. Og så var der tænderne som lukkede sammen. Drengene gik som den første tilbage til omklædningsrummet. Han stod der med en bold og jonglerede med bolden mens han ventede på de andre til at komme. ”Må jeg være med”?
Det er gratis at oprette en konto