Tro er en essentiel del af det at være menneske. Vi søger alle svar, på det som vi ikke kender endnu. Jeg selv lever i en protestantisk kultur hvor troen mest dyrkes til bryllup, barnedåb eller andre mærkedage, som forbindes med kirke. Selvom vi ikke dyrker vores tro aktivt, vil mange af os stadig se os selv som kristne. Jeg tror det skyldes at vi mennesker godt kan lide at have noget at forholde os til, og sætte os selv og andre i boks. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor kan vi ikke bare se på alle mennesker som en stor flok, der hver især har deres egen individuelle holdning, farve og religion?
For cirka to år siden da jeg gik i syvende klasse, var det den tid hvor næsten hele min omgangskreds og jeg skulle konfirmeres. for de fleste af os betød det ikke mere end en god dag med en masse dyre gaver og oplevelser. Jeg selv lagde heller ikke det store i det. Jeg havde gået til præst i et år for at lære om kristendom, og så ville det jo have været spild af tid, hvis jeg ikke fik min fest til sidst ligesom alle andre, der også havde gået til præst. Selvom jeg nu er konfirmeret vil jeg stadig ikke sige jeg er en kristen person. Ja, jeg fejrer stadig jul. Ja, jeg vil stadig gerne giftes på gammeldags tradition i kirke med ris og blomster. Og ja, mit kommende barn, skal stadig døbes i en kirke. Men hvorfor er det så at jeg stadig ikke vil kalde mig selv for kristen? Jeg tror det bunder i at jeg stadig gerne vil være en del af det fælleskab de protestantiske Danskere er en del af.
Det er gratis at oprette en konto