Jeg sidder i bussen på vej hjem fra håndbold. Pludselig ser jeg en dreng, der sprinter hen langs fortovet. Han er ikke i træningstøj, men har en stor skoletaske på ryggen og Converse på fødderne. Jeg spekulerer over, hvad han mon skal nå. Et penalhus falder ud af hans taske, men han løber bare videre. Han ser sig ikke engang tilbage. Pludselig hører jeg nogle drenges grin foran mig. ”Haha, se ham lige! Han er sådan en tøsedreng.” udbryder en af dem. ”Julius, hvad skrev du lige til Lucas? Han løber jo som en sindssyg.” Jeg kigger fortvivlet ud gennem ruden og ser på Lucas, der fortsat løber. Sekunder efter drejer bussen rundt om et hjørne, og Lucas forsvinder bag nogle træer og buske.
På resten af turen bliver drengene ved med at grine og svine Lucas til. Mine tanker raser. Jeg tænker over, hvad Lucas mon har gjort, siden drengene mobber ham. Mon han overhovedet har gjort noget? Eller er han måske helt uskyldig, og drengene i bussen er bare ondskabsfulde? Eller kunne det være, at drengene har lavt selvværd? Måske frygter de selv at blive et mobbeoffer, så de mobber Lucas i stedet?
Jeg tror ikke, der nødvendigvis findes ét rigtigt svar. I mange tilfælde, tror jeg, mobning sker på grund af gruppepres. Hvis der er dårligt sammenhold i en skoleklasse, har vi en tendens til at samle os i små klynger. De af os, som ikke finder en gruppe, bliver så stemplet som outsidere. Lucas lignede ikke de andre drenge i bussen: Han bar ikke mærketøj som de andre, og så var han også en smule tyk. Lucas skilte sig ud, og det blev han straffet for.
Det er gratis at oprette en konto