Tiden med bøjle er en svær og hård tid. Man skal igennem gråd og ømhed, men til sidst når man til det nye smil, med det man har ventet på længe; nogle lige tænder og et flot smil. Men vejen er lang;
”Gabriella, så det dig. Kom du bare med ind på klinikken her, og læg dig i stolen. Er du klar til at få rettet de skæve tænder der?” Tandlægerne finder de store metaltråde og limen frem. Efter en halv time sidder metaltrådene næsten på plads, og ofrene for ømhed kan tage tilbage til deres skole og fortsætte undervisningen.
Når man så når til skolen og åbner døren, ved alle selvfølgelig godt at man har fået bøjle på, for det har man jo fortalt alle. Så idet dørhåndtaget bliver trykket ned, kigger alle nysgerrigt på en, indtil man åbner munden og viser sine nye tænder. Og tilfældigvis er det det værste fag, nemlig tysktimen man kommer i, og læren, ja han kan ikke forstå at man har skide ondt. ”Og når du har været væk i al den tid, kan du jo lige fortælle hvordan det gik på tysk, så karakteren lige kommer lidt op.” Ja, som om. Man kan ikke engang snakke godt dansk, når man har fået proppet en 5 meter lang metaltråd i munden. Men man kan da altid give det en chance? Es tat, øøhh, weh?
Det er gratis at oprette en konto