En sygeplejerskes oplevelser på Jutlandia under Koreakrigen

Krigen i Korea var hård. Da Hun kom ombord på skibet, var der store hvide hospitalssenge. Hun var kun 27 år da hun kom om bord på Jutlandia skibet. Hun sejlede over det store blå hav. Da hun modtog sine første patienter, kom de fra mange forskellige nationaliteter. I den tid vidste hun godt hvad hun ville få at se når befolkningen var så hårdt ramt, af krigen. Men aldrig nogensinde havde Hun set så dybe, mørke og blodige sår, som dem der var udsatte for krigen havde. Børn og voksne var alle hårdt ramt. hun havde et mål for sig selv. Det var at gøre sit bedste, hun havde lovet sig selv at ingen skulle dø på hendes vagt. Selvom hun godt vidste, at ikke alle ville overleve. Hendes fortid havde ikke været så god hun havde nemlig selv været ude for krig. Da hun var lille, boede hun i Nigeria hvor der var krig og en del fattigdom. Det var en af de grunde til at hun valgte at være sygepejske på Jutlandia skibet

Det blev aften og hun lagde sig helt tæt op ad væggen, og klemte tæppet rundt om sig selv. Så lukkede hun øjnene blidt, og sov. Næste morgen rejste hun sig, og tog hendes hvide hospitals kittel på. Hendes krøllede hår gled lidt ned i øjnene på hende. Så tog hun hendes lille hvide hat på, som havde formen, af et skib. Hun tog nedenunder, Og fik sig hendes morgenmad, brød med noget kaffe. Hun skulle hurtigt videre ned til patienterne. Der kom tre små drenge som alle var omkring syv år den ene havde slået hovedet og den anden havde fået et voldsomt skar i sin mave. Den tredje var blevet skudt i armen. Hun så på dem mens de blev kørt hen til de andre sygeplejsker. De havde alle beskidt, og slidt tøj på efter de alle var færdig behandlet og var blevet syet gav hun dem rent og nyt tøj på selvom hun godt vidste, at de om to dage ville komme igen uden det nye tøj for hun vidste også godt at de sikkert havde solgt det til penge, eller andet der havde en værdi for det gjorde de fleste børn. Men hun ville alligevel give dem tøjet, så de ihverfald havde det varmt. De tre togter var nu slut, så alle skulle nu hjem. Hun havde på en måde glædet sig til at komme tilbage hjem igen. Mest fordi hun kunne få sin familie at se igen, men hun synes også at det har været vildt at være sygeplekjske på Jutlandia skibet i Korea krigen. Hun sad ude på kanten af skibet over det blå hav, og tænkte nu på at hun en dag ville kunne fortælle hendes børn, eller børnebørn at hun havde været sygeplejske på Jutlandia skibet. Hun kom tættere på land og da hun steg ud kunne mærke den friske luft i Danmark, lige efter hun kom ud af skibet og havde trængt den friske luft til sig mødte hun hendes familie. De fik så krammet lidt. Så satte sig ind i bilen Hvor hun, så sagde ”nej hvor dejligt, at den efterhånden gamle DKW stadig virker” helt overrasket. Da de kom ind i huset, havde de overrasket hende med middag. De satte sig alle til bords, og begyndte at spise. Hun var helt glad indeni, for det var længe siden at hun sidst havde fået både. Hakkebøf Med panerede svinekoteletter, og så enorme mængder sauce, bjerge af kartofler med masser af kål og gulerødder. Hun var lykkelig og glad på samme tid. Efter maden hjalp de alle med at rydde op. Hun var propfuld, havde ondt i maven og lagde sig hen til fjernsynet, som var stort og klodset. Hun tændte det og, så hendes yndlingsserie Foreign Intrigue.