Uforklarlige oplevelser: et brev om det overnaturlige

Jeg har i mange år ville fortælle dig om en oplevelse jeg havde som ung. Du fortalte altid om at du oplevet en masse mystiske ting. Jeg begyndte selv på et tidspunkt at opleve de her underlige ting hjemme hos mig. Jeg har været i tvivl om hvad det kan være, er den galt med mig, eller er der virkelig noget?

Det hele begyndte da min familie og jeg, flyttede ind i det nye store hus. Jeg var som regel altid alene hjemme, når jeg kom hjem fra skole. Som du ved arbejdede mine forældre altid til sent på eftermiddagen og så havde mine ældre søskende lange skoledage. Når det så var at jeg var alene hjemme, syntes jeg altid at der kom nogle usædvanlige lyde. Jeg kunne aldrig finde noget eller nogen når jeg gik igennem huset.

Det hele startede med at der kom nogle knirkende lyde nede fra kældertrappen, som om nogen hele tiden gik op og ned af den. Jeg kaldte altid for at høre om det var nogen af de andre som kom hjem, men da ingen svarede var jeg nødt til at gå ned og kigge, der var ikke noget. Efterhånden begyndte det at lyde som om nogle bankede på vores hoveddør, og da min bror tit bestiller ting, troede jeg jo bare at det var pakkeposten, men når jeg så gik ned og åbnede døren var der ikke nogen. Der gik nogle uger, hvor den knirkende lyd på trappen og bankende på døren blev ved, en dag hvor jeg kommer hjem fra skole, jeg sætter mig på værelset og laver lektier, jeg begynder så at kunne høre anlægget nede i stuen, og eftersom jeg ikke havde hørt nogen der kom hjem gik jeg ned og kiggede, der var sjovt nok heller ingen. Det blev værre og værre med nogle af alle de her ting, og jeg blev i tvivl om jeg var blevet sindssyg. Selvom at det kun var et par timer jeg var alene hjemme, var disse ting begyndt at blive ret skræmmende. Hvis jeg så havde nogle venner med hjem, var der ingenting, men der begyndte også at komme knirkende trin på trappen, men når så jeg spurgte mine venner om de kunne høre nogle på trappen fik jeg altid et nej. Igen fik jeg tanken om ar jeg ikke var helt normal mere. Jeg følte mig tryg når jeg var sammen med nogen, men jeg turde ikke snakke med nogen om det, for jeg var bange for de ville tro at jeg var blevet skør. Jeg havde ikke længere lyst til at være alene hjemme mere, jeg var nærmest skræmt for vid og sans.