Jeg har aldrig ejet en smartphone, for den stjæler nærvær
Kronikken: ”Jeg har aldrig ejet en smartphone, for den stjæler nærvær” af Katja Bitsch blev udgivet i Informationen, d. 3. august 2019. Katja Bitsch har aldrig ejet en smartphone. Alle mennesker er som sunget i smartphonen og opfatter ikke det omkring os. Vi værdsætter ikke tiden og vi overlader vores evne til at være nærværende til en smartphone. Vi er ikke længere sammen mere, men bare inaktiv tilstede. Det er svært at udtale sig om noget man ikke har kendskab til. Hun nævner flere gange negative konstateringer om smartphonen, uden nogensinde at have ejet en. Hun drukner i hendes argumenter, for det hele flyder sammen og synker til bunds. Det er bare konstatering efter konstatering uden nogen reel opbakning. Spørgsmålet er så om det er Katja Bitsch eller smartphonebrugerne der mister noget? Er det nødvendigt at eje en smartphone eller er der bare tale om et behov?
Katja Bitsch er vores afsender. Mediet hun bruger er Informationen, hvor kronikken blev udgivet, som betyder at modtageren er dem, der læser Informationen. Hun sætter modtageren i en position, hvor man føler sig angrebet, men på en måde som sætter hende og modtageren på lige fod. Hun bruger meget humor og ironi i sin kronik, for at fremhæve hendes holdninger. (…) ”Jeg ejer måske mod forventning ikke en sølvpapirshat, men derimod en mac-computer. Jeg spiser frysepizza og e-numre, og så har jeg et periodevist, men alarmerende forbrug af pepsi max” (l. 6) Hun får modtageren til at trække på smilbåndene ved at bruge humor som et virkemiddel for at underbygge hendes holdninger. Holdninger som direkte henvender sig til modtageren, for at få os til at se det fra et perspektiv, hvor vi kan se os selv i det hun udtaler sig om. Det gør hun ved at appellere til modtagerens logos gennem fornuft og logisk sans, for man ved godt at smartphonen til tider kan være meget distraherende og man ved godt at den fylder meget i hverdagen. Men det bliver ikke understøttet af tal, statistikker eller nogen form for opbakning. Det bygger udelukkende på modtagerens opfattelse, om man så kan se det fra hendes vinkel eller ej. Det skyldes, at hun gerne vil gøre kronikken personlig, ved at inddrage hendes egne erfaringer og oplevelser, så hun også appellerer til modtagerens patos gennem følelser og medmenneskelighed. Katja Bitsch bruger især patos i det stykke hvor hun beskriver smartphonens påvirkning på nærvær og aktiv tilstedeværelse i eget liv. Det får modtageren til at føle skyld, da hun bruger meget værdiladende ord, som er med til at spille på vores følelser med en hensigt om at få os til at handle anderledes og tænke over smartphonens indflydelse på os selv og dem omkring os. Det bliver samtidig efterfulgt af negativladede ord (…) ”SÅ KIG DOG OP!”, ”fuld af hormonfyldte snapchattende, højlydte teenagere”, ”STOOOP” (l. 12, l. 16, l. 28) for at understrege alvoren i kronikken. Sproget stemmer overens med kronikkens indhold og hendes modtager, da hun prikker til det ”normale” menneske, hvis man ser bort fra mediet og i stedet kigger på indholdet. Hverdagsmennesket som af og til tager toget, bruger tid med familien eller hører musik. Derfor er det oplagt at bruge et normalt hverdagssprog, men samtidig leger hun også med sproget. Der er især mange sammenligninger, hvor hun sammenligner sig selv med det ”normale” menneske og metaforer som (…) ”at tabe underkæben” (l. 2) i stedet for ”at bliver chokeret”. Det giver en bestemt forståelse, som også bliver forstærket ved brugen af overdrivelse.
Det er gratis at oprette en konto